Læsetid: ca. 3 minutter

Mange aktører inden for uddannelsessektoren har betydelig erfaring i europæiske projekter. For visse aktører er transnationale projekter noget helt nyt og eksotisk, hvis der sammenlignes med det arbejde, de udfører til dagligt. Ofte er de første trin famlende og forbundet med usikkerhed, tvivl eller oven i købet angst. Allersenest efter det tredje gennemførte projekt får den pågældende en vis rutine i og med europæiske projektcyklusser. Partnerskaber mellem organisationer og i netværk konsolideres, og aktørerne får mod på at deltage i større og mere innovative uddannelsesprojekter, både kvantitativt og kvalitativt. Men hvordan kan man beskrive de forskellige niveauer inden for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet, når det gælder transnationale projekter? Her er et forsøg, som - med udgangspunkt i „Paradigm of Transnational Working“, udviklet af Nicholas Walters (Inteval Ltd, UK) – er baseret på observationer og erfaringsudveksling i en lang årrække med erfarne aktører. Det skal på ingen måde forstås som en empirisk dokumenteret tese.

1. Transnational begyndelse

I begyndelsen ser man hyppigt en blanding af glæde kombineret med diffus angst. Deltagelse i internationale konferencer har for de deltagende personer noget eksotisk og charmerende over sig, ligesom en ferierejse til et ukendt land. For de personer, som starter på europæisk projekt, går der skår i glæden som følge af usikkerhed, der udløses af rejsestress og bekymring om passende indkvartering og mad. Der opstår også den typiske angst for, at ens egne sproglige kompetencer ikke er tilstrækkelige (en angst, som forsvinder, når det konstateres, at der også er andre deltagere, som har begrænsede sprogfærdigheder bortset fra de deltagere, som har sproget som modersmål. Men det at kunne projektsproget er ikke nødvendigvis ensbetydende med tilsvarende indholdsmæssig kompetence). Hvis de positive oplevelser og iagttagelser er i overvægt, øges også de deltagende aktørers interesse i andre transnationale erfaringer på uddannelsesområdet.

2. Arbejdet i delegationer

Det næste niveau kan bedst beskrives som delegationsniveauet. De deltagende opfatter sig som udsendinge fra deres organisation eller land. Her koncentrerer aktørerne sig om præsentation af erfaringer og observationer fra sin egen organisation, eget arbejdsmiljø og hjemmelandet. På projektmøderne lægges der stor vægt på præsentationer, og de dér præsenterede projekter og aktiviteter fra partnerne fremhæver den pågældende præstation eller værdien af denne. Udvekslingen mellem deltagerne reduceres hyppigt til en kritisk analyse af de pågældende præsentationer. I den forbindelse opstår der risiko for, at stereotypen forstærkes, når f.eks. forskellige arbejdsmetoder kan tilskrives etablerede fordomme (”godt organiserede tyskere”). Som tiden går og med evnen og ro til refleksion ændres dette imidlertid på det næste niveau.

3. Identificering af lighedspunkter

Det tredje niveau er af central betydning for den videre udvikling. Det begynder ved det punkt, hvor væsentlige lighedspunkter i de deltagende organisationers og landes forskellige tilgange identificeres og benævnes. Dette sker som regel med udgangspunkt i praktiske personlige erfaringer, f.eks. fra studieophold, job shadowings og øvelser. Herudaf opstår indholdsmæssigt værdifulde diskussioner, hvor der - i stedet for kritiske evalueringer - nu foretages sammenlignende analyser, og valg af god praktik sker ikke kun vha. præsentationer og papir. På dette niveau vokser ikke kun omfanget af lighedspunkter, men der registreres nu også forskelle på en helt anden måde, end det tidligere var tilfældet: i stedet for at snakke om forskelle, som er afhængige af f.eks. nationale politiske udfordringer eller den pågældende sociale kontekst, vokser nu forståelsen for de indholdsmæssigt konceptuelle forskelle. Her står mange partnerskaber ved en skillevej. Mens en dybdegående forståelse for indholdsmæssige forskelle kan være en hjælp til fortsat udvikling af samarbejdet, kan der opstå misforståelser, hvis man forsømmer at tage notits af og respektere forskelle. Derved hæmmes, eller der sættes en stopper for, et effektivt partnerskab inden for uddannelsesområdet med deraf følgende manglende fortsat udvikling.

4. Arbejde i kooperationer

Hvis partnerne ikke er nået til den før beskrevne blindgyde, er det muligt på det fjerde niveau at få et fugtbart samarbejde inden for uddannelsesområdet. Det kunne være tematiske eller metodisk-praktiske projekter, som realiseres inden for rammerne af et partnersamarbejde. Nøglen til succes på dette niveau er rollefordelingen under gennemførelsen af den fælles opgave. Denne foretages på basis af den pågældende specifikke faglige viden, som partneren har, og hver partner overtager ansvaret for sin del af projektet. Summa summarum: resultatets kvalitet er stærkt afhængig af, om de pågældende dele er kohærente i forhold til hinanden, og at ingen af delopgaverne blev udført mangelfuldt. Selv det bedste resultat nytter intet, hvis den partner, som er ansvarlig for fordelingen af resultaterne, ikke opfylder forventningerne.

5. Kreativt deltagende partnerskaber

Det femte niveau løfter sig kvalitativt set betydeligt fra de tidligere arbejdsmetoder. Her bidrager de før identificerede indholdsmæssigt konceptuelle forskelle til beskrivelsen af den fælles udfordring, og der er enighed blandt partnerne om, at denne udfordring tages op i fællesskab, men under hensyntagen til de gensidige anerkendte forskelle. Her har transnationaliteten den største merværdi, da den giver chancen for at arbejde kreativt og deltage i et nyt miljø. På dette punkt spiller kulturen i organisationen, status, det accepterede vidensgrundlag og holdninger en underordnet rolle. Konteksten i et sådant transnationalt partnerskab er fri og hjælper med at finde løsninger på problemerne, som ikke ville have været muligt i det vante miljø i organisationen eller på et af de forrige niveauer. Dette har betydelige følger, ikke mindst for de deltagende personer, da der stilles spørgsmål ved forudfattede værdinormer, og kulturelle og konceptuelle situationer/omstændigheder mister deres betydning. Det er samtidig det niveau, hvor der i højere grad forventes synergier og permanente følgevirkninger. Det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet bliver transformativt, får egen dynamik og identitet.

Ethvert længerevarende transnationalt partnerskab vil gennemgå en eller flere af disse niveauer nogenlunde på samme måde. Partnere og enkeltpersoner kan køre fast på det første niveau. Ikke alle samarbejder kan eller vil fremskynde egenudviklingen op til det femte niveau; men det kan være nyttigt for mange organisationer, partnerskaber og netværk at undersøge og tænke jævnligt over udviklingen af ens eget europæiske samarbejde på uddannelsesområdet.

Det kunne også have din interesse:

"Steter Tropfen oder Sisyphos?" [in German - Blog af Susanne Lattke]

Erasmus+ Projekte im Bereich Alphabetisierung/Grundbildung [in German - Blog af Simone Kaufhold]