Har vi i Danmark opfundet den dybe tallerken, når det gælder voksenuddannelse og folkeoplysning? Eller skal vi rykke frem i stolen – og ud over landegrænserne – for at lære af de andre EU-lande? Disse spørgsmål blev debatteret af et panel med tre praktikere og en forsker på en konferencen ´Dansk voksenlæring - hvad kan vi lære af Europa, og hvad kan Europa lære af os´ i København den 20. november 2015.

Svaret er ”både-og” til det første spørgsmål og ”ja” til det sidste: For selvom vi i Danmark har opfundet mindst et par dybe tallerkener inden for voksenuddannelse og folkeoplysning, er vi langt fra Europamestre på alle områder. Og derfor kan den danske voksenuddannelsessektor i høj grad profitere af at indgå i europæiske samarbejder og partnerskaber. Hvis sektoren udnytter mulighederne, venter der en saltvandsindsprøjtning – til gavn for både elever, undervisere, organisationer og for sektoren som helhed.

Sådan lød det fra panelet af teori- og praksiseksperter på konferencen ’Dansk voksenlæring – hvad kan vi lære af Europa, og hvad kan Europa lære af os?’ den 20. november 2015. Styrelsen for Videregående Uddannelser, som var arrangør af konferencen, havde bedt paneldeltagerne om at give deres bud på, hvad danske voksenlæringsorganisationer kan lære af Europa – og omvendt.

Frivillige ser sjældent mod Europa

Paneldeltager Ole Christian Madsen er konsulent hos Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA) – et landsdækkende videns-, kompetence-, og udviklingscenter, som hjælper frivillige sociale organisationer med at udvikle rammerne for deres arbejde. Han er ikke i tvivl om værdien af europæisk samarbejde:

”Europæisk samarbejde er superrelevant for de frivillige foreninger. Dem, der har prøvet det, har positive erfaringer at dele ud af. De er måske blevet lokket af mulighederne for at skaffe penge til deres arbejde, men de har fået meget andet ud af samarbejdet: Videndeling, læring, sproglige og kulturelle kompetencer,” sagde Ole Christian Madsen, som også er daglig leder af Europe Direct, et informationscenter hvor borgere, foreninger og frivillige organisationer kan få rådgivning om bl.a. rettigheder, lovgivning og finansieringsmuligheder i EU.

Der er ikke tradition hos de frivillige foreninger for at søge EU-midler til europæisk samarbejde. I 2010 viste en rundspørge blandt 8000 frivillige, at kun et fåtal af frivillige foreninger havde modtaget støtte fra EU i det forløbne år, sagde Ole Christian Madsen.

”De frivillige foreninger er nok nærmest EU-mestre i ikke at søge EU-finansiering til deres arbejde. For dem er det en stor udfordring at finde europæiske samarbejdspartnere til deres projekter – hvis de f.eks. vil trække på bulgarske vågekoners erfaringer. De frivillige foreninger bruger deres tid på socialt arbejde og har sjældent hjemmesider på andre sprog end deres eget. Men her tror jeg, at onlineplatformen EPALE kan komme foreningerne til hjælp. For her får de mulighed for at finde frem til de rigtige europæiske samarbejdspartnere,” sagde Ole Christian Madsen.

Han tilføjede, at vi i Danmark kan lære af de mange frivillige organisationer, der er til stede i de europæiske lande, som har fået de aktuelle flygtningestrømme før os.

Ikke-formel læring blomstrer sydpå

De folkeoplysende foreninger var repræsenteret i panelet af Per Paludan Hansen, formand for bestyrelsen i Dansk Folkeoplysnings Samråd – en branche- og paraplyorganisation for 34 folkeoplysende organisationer. AOF Danmark, Dansk Kvindesamfund og Mellemfolkeligt Samvirke er blandt samrådets medlemmer.

Danmarks 150 år lange folkeoplysende tradition baseret på Grundtvigs tanker vækker ifølge Per Paludan Hansen beundring uden for Danmarks grænser og trækker folk hertil, som gerne vil lære af os. Men det bør ikke være en sovepude, for de danske folkeoplysende foreninger må selv overskride landegrænserne, hvis de skal udvikle og forny sig, mener han.

”Meget af det danske foreningsarbejde har traditionelt været nationalt fokuseret, og den fremherskende holdning har nok været, at det især er os danskere, der kan lære resten af Europa noget. Men modsat hvad mange tror, trives den ikke-formelle læring i høj grad også i andre europæiske lande i NGO-regi. Vi kan lære meget af at se, hvordan de andre gør tingene, så vi samlet set kan skabe et bedre produkt,” sagde Per Paludan Hansen.

Mindst to dybe, danske tallerkener

Professor Henning Salling Olesen, Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitet, arbejder med arbejdslivsrettet læringsforskning, ofte i samarbejde med udenlandske kolleger. Også han mente, at vi kan lære af Europa – og omvendt. Danmark har efter hans mening opfundet i hvert fald to dybe tallerkener inden for voksenlæring herhjemme: Den ene er vores folkeoplysende uddannelsestradition. Og den anden er den danske arbejdsmarkedsmodel, som har født det danske system for arbejdsmarkedsuddannelse, AMU.

”Med AMU kan vi lære hele verden noget, for med AMU fik vi noget unikt: En grundlæggende uddannelse til dem, der havde fået nok af skolen som unge, og en uddannelse, som var tæt knyttet til arbejdsmarkedet og med opbakning fra både fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer. Kun de andre nordiske lande har noget tilsvarende i verden,” sagde Henning Salling Olesen.

Den tætte kobling mellem AMU-uddannelserne og arbejdsmarkedet betyder, at medarbejderen kan uddanne sig, når behovet opstår. Og at uddannelserne hurtigt kan tilpasse sig ændrede behov på arbejdsmarkedet. Men historien er desværre ikke så god længere, som den var en gang, mener forskeren:

”Vi er i gang med at knalde de dybe tallerkener, vi har opfundet. Øget markedsstyring og indførsel af øget brugerbetaling giver dårligere betingelser for, at de, der ikke fik uddannelse lige efter skolen, kan uddanne sig senere. Men vi kan selvfølgelig stadig rejse rundt i verden og fortælle om, hvad vi gjorde i Danmark for 15-20 år siden. For det er stadig meget vigtigt,” sagde Henning Salling Olesen. Og han tilføjede:

”Menneskers uddannelseskarrierer er vidt forskellige. Nogle har dårlige erfaringer fra skolen og er uddannelsesskeptiske. De opdager måske senere i livet, at uddannelse giver dem selvtillid, og så vil de gerne videre. Derfor skal man have et uddannelsessystem, som er mangestrenget og taler til mennesker med forskellige livsforløb.”

Europa kan lære os at læse

Den fjerde paneldeltager, Peter Zinckernagel, næstformand i Lederforeningen for VUC, mente, at Henning Salling Olsen havde glemt noget, da han fremhævede, hvad Europa kan lære af Danmark:

”Vi har opfundet en tredje dyb tallerken: Nemlig VUC. Et formelt uddannelsessystem for voksne, der oprindeligt er udsprunget af den frivillige sektor, men som i dag er en statslig institution. Vi har en høj uddannelsesfrekvens i Danmark, men der er tendens til at glemme, at en tredjedel af dem, der tager en ungdomsuddannelse, faktisk gør det som voksne bl.a. ved at tage HF hos VUC. Derfor får 93 procent af danskerne en ungdomsuddannelse, før de fylder 30 år, og her kan Europa lære noget af Danmark,” sagde Peter Zinckernagel med henvisning til, at kun Sverige, Norge og til dels Tyskland har systemer, der ligner. VUC leverer HF-studenter til både korte, mellemlange og lange videregående uddannelser.

”Vi har globalisering som et grundlag for vores undervisning, og alle fag, vi udbyder, præges af det. Hos VUC Hvidovre-Amager har vi f.eks. en HF-linje kaldet ”København, Berlin, New York”, hvor lærere og elever rejser ud og oplever sprog og kultur i de andre storbyer. Det netværk, man får ud af sådan et samarbejde, er meget værd,” sagde Peter Zinckernagel.

Han kan nemt få øje på smertepunkter, hvor Danmark har brug for udsyn for at skabe nye løsninger.

”Hver 6. voksne dansker kan næsten ikke læse. Det er skidt for demokratiet, når så stor en del af befolkningen mangler så vigtig en kompetence. Her kan vi lære af andre europæiske lande,” sagde Peter Zinckernagel.

Skrevet af journalist Ulla Høst og journalist Marianne Meinke.