Boomer, babyboomer, Jensen, generation X også kendt som Nå generationen, generation Y også kendt som Why generationen, Generation Z også kendt som generation Zap, Millennials, Snowflakes. Alle mennesker, alle vokset op i hver sin tid, hver sin lærings generation. Hvad der adskiller dem er ikke så svært at få øje på, men det spændende, set med læringsbrillerne helt ude på næsen, er de meningsgivende samlingspunkter. Det der udvisker alder og metoder og pludselig giver mening, især fordi alderen holder op med at være vigtig, og generationslæringskløften ophæves eller det modsatte, når det at være flere generationer betyder, at der gives vigtig viden på tværs af liv. Og hvad kan vi så på tværs af alder? Og er det stadig vigtigt at dele hinandens verdensbilleder, historien, livserindringer, erfaringer og virkelighed?

Tvær-generations-læring. 
Jeg brugte sommerferien til at lave dårlige vittigheder og onkel-jokes om alder og generationer. Virkelig dårlige var de, og lidt grove var de også, som den slags skal være, når sommervejret slår over i gråvejr i juli, og bageren er udgået for kage. En af sommerens værste lyder: Hvad spiser Boomere til morgenmand? Snowflakes!
For dem, der har læst med på de mange definitioner på generationer og de navne, der er blevet knyttet til dem, vil vittigheden stå for sig selv, i al sin gru og understrege forskellen. For andre kan det være en kærkommen lejlighed til at slå efter i urban dictionary.
De unge i husstanden syntes, den var lige i overkanten fræk, hvorimod boomerne og babyboomerne fandt det yderst morsomt. Humoren er en af de tydelige indikatorer på alder. Hvad vi finder sjovt eller måske krænkende. Når de yngre griner af et eller andet indspist meme, eller vi andre klukler for tusinde gang, når en komiker leverer en monolog. Andre gange samler humor os på tværs, fordi den har en gyldighed og et ofte modsat bud på noget meningsgivende. Humor lærer os noget om hinanden og noget om grænser. Det samme gør livet, hvis vi mødes i al vores mangfoldighed. Både når vi udstiller vores forskelle, og når vi udvisker dem.

Tilbage midt i 90’erne var der en udsendelse i tv om undervisning i high-school i USA. I udsendelsen blev en amerikansk lærer interviewet, og hun fortalte om de personlige valg, hun havde måttet tage for at blive respekteret af de unge elever. Læreren havde fået foretaget en fuld ansigtsløftning, så enhver rynke og nedadgående hamsterposer var udslettet. Hvorfor er det relevant? Fordi, mente læreren, at de unge ikke kunne respektere hende, hvis hun så ud som sin reelle alder. Jeg har aldrig glemt den udsendelse eller denne ca. 60-årige lærers fortælling. Og hvis vi skal være hinandens spejl på tværs af generationer, er det svært at forestille sig, at vi skal agere ens eller se ens ud for at finde respekt på tværs af alder.
Ungdomsdyrkelsen har været på sit højeste lige siden 90’erne. Måske er det på tide igen at opdage hver alders særkende og glæde. Det fabelagtige ved læring på tværs er at kunne vedstå sig de sejre og fejl undervejs i livet, der har gjort en til et levende og fortælleværdigt menneske. Og i de sejre og fejl vi gør, undervejs, ligger særligt tit en opskrift, vi kan give videre gennem generationer. Hver generation skal naturligvis lave de samme fejl, men alligevel er det vedkommende at høre, at de ældre har stået i samme vadested. Ungdommens tvivl og trods er ikke uden værdi, vi har selv været der og selv levet i de samme overvejelser og forsøgt at navigere gennem livets mangfoldighed.

Mangfoldighed 
Når vi dette efterår debatterer generationslæring i Europa, er det af nødvendighed. Vi kan ikke løbe fra, at vores forskellighed giver udfordringer og samtidig nye muligheder både i den formelle og uformelle læringssektor. Og når generation z undervises formelt af generation babyboomer eller generation x, vil der uvægerligt opstå mange faldgruber undervejs. Det, babyboomeren tager for givet, er ukendt landskab hos generation z og modsat. Det pædagogiske og nyskabende mødested kommer til at spille en afgørende rolle, hver gang vi lærer af hinanden på tværs af generationer og indkodede metoder fra vores egen skoletid.
Hvis vi ser på metoderne for at generere viden, indsamle og forstå, har hver generation sin egen måde at møde verden på og forstå den. Og videnskaben, som stadig undersøger og forsøger at fasttøjre vores måde at dele og optage læring, er også optaget af de forskellige generationers måde at lære på. Fordybelsen, som vi halvgamle sad i med hver vores bog, er erstattet hos de unge af digitale øjeblikke, der som perler på en snor, hænger sammen og udgør et hele, som kan være svært at overskue for andre. Det ene er ikke bedre end det andet, men hører til i hver sin generationslæring.
Samfundet er overordnet ved at indrette sig kommunikativt på vores forskellige måder at lære, opfatte og begå os. Selv når Sundhedsministeriet informerer om covid-19-tiltag til de yngre generationer, foregår det i hurtige vendinger på de sociale medier, via influencers, der rammer målgruppen præcist. Vores erhvervsliv er også generationsrettet i deres markedsføring, og vi ved præcist, hvem vi henvender os til og i hvilket sprog, hvor lange indslag, hvilke virkemidler i billeder og lyd etc. Vi målretter som aldrig før vores budskaber, og platformene understøtter tiltag som aldersdeling. Og det er ikke så sært, for især den nyeste generations hjerne er påvirket af nye digitale samvær, gamification og læringsformer, der også former hjernen på nye måder og skaber nye forbindelser. Måden, hjernen er oplært og skolet i at forstå, forme og forankre, synes meget forskellig generationerne imellem. Og ligesom vi har diskuteret læringsstile gennem tiden, kan vi nu begynde forfra med en metodisk gennemgang af generationslæring og neuro-læring.

Under nedlukningen af samfundet i forårets covid-19-udbrud oplevede vi en særegen værdi hos de unge. Pludselig var rollerne byttet om, og vi måtte ty til ungdommen for at lære at lære fra os digitalt. Det var på alle måder opløftende at lade ungdommen lære fra sig, hjælpe os undervisere med at navigere på de digitale platforme og hjælpe med de tekniske udfordringer. For de unge, der kom i spil, var det livgivende at kunne tage et ansvar i undervisningen og byde ind med løsninger, der ligger helt naturligt for dem og er deres hverdag. Der sker noget vigtigt, når vi trækker på kompetencer fra hinanden på tværs og deler ansvaret for læringen. For os undervisere var de unges nysgerrige tilgang og brugbare løsninger uundværlige, og for ungdommen var det umådeligt tiltrængt at blive ansvarliggjort og medvirke til en samfundsskabende opgave. Jo mere vi tør bruge hinanden, jo stærkere står vi, både som mennesker på tværs og som samfund – også i læringssektoren.
Mangfoldighed giver en fællessum af svar, af oplevelser, læring og muligheder. Jo mere diverst, jo flere sider af læringsemnerne bliver der berørt. Mangfoldighed er på alles læber i år og af gode grunde. Vi debaterer køn, kultur, nationalitet, religion, etnicitet, alder, sexualitet. Og jo mere vi berører emnet mangfoldighed, jo vigtigere er det, at alle aldre har en stemme i debatten, både den politiske, den folkelige og den demokratiske.

Læring har ingen alder, læringsmetoder har. 
Familien som læringsrum er en kendt størrelse, men i det moderne samfund er mulighederne for at lære mellem de yngste og ældste generationer under pres. Vi lever ikke længere sammen i tætte skæbnefælleskaber, men til- og fravælger og får nye semifamilierelationer i vennekredse og i foreninger mv. Hvor vi fra gammel tid overleverede nyttig viden fra de ældste til de yngste og omvendt, ser vi ikke samme overleveringsmulighed, når vi ikke længere bor så tæt sammen, og vi taber en del af forståelsen deraf. Der er dog en stigende tendens i Danmark til at skabe store bofællesskaber på tværs af aldre og familier, hvor man har genetableret nødvendigheden af hinandens viden og erfaring, og mon ikke den tendens holder ved? Før i tiden brugte vi mesterlære i stedet for nutidens skolebænk, særligt i håndværksfagene. Nedarvet viden gik fra hånd til hånd, og vi lærte af erfaringer og ikke så meget af skolebøgerne. Også mesterlære er med tiden udfaset. Vi har også set Højskolerne miste de lidt ældre elever, der før i tiden kunne tage dagpenge med på højskole og deltage. At der var elever i flere aldre, gav samtalen en drejning af livserfaring og flersidighed. Der er stadig få højskoler, der har de lidt ældre med på de lange kurser, men ellers ser vi tilbage mest de korte kurser, hvor der er et stort aldersstræk. I det hele taget er der færre rum, hvor vi mødes på tværs og lærer af hinanden.

Når vi underviser tværgenerationelt, som der gøres på nogle uddannelser i dag, har det både glæder og udfordringer. Som foredragsholder oplever jeg ofte, hvor betydeligt det er, hvilke aldre man taler til. Når det er de unge, bruger vi andre sprog- og virkemidler, og hvis det er ”det grå guld”, tager man vendinger med, der hører til den alder. Det bliver først rigtigt spændende, når man står over for en forsamling, som jeg gjorde for nylig, på 600 mennesker med et aldersspænd fra 0-98. Der sker noget levendegørende ved at skulle ramme alle de mange generationers sprog og forståelse, fastholde og frisætte en videre samtale på tværs. Identitetsskabelsen og identitetsvedligeholdelsen bliver et tværlærings- sprog, der blander tid og rum, og det fungerer, så længe vi har en fælles referenceramme. At vi til alle tider gennem generationer er i samme båd udvikler os og gør os nysgerrige på hinanden og hinandens sprog og levevis.
Og jo mere jeg lærer og læser om vores forskellighed, jo mere bliver jeg optaget af at genfinde noget, der samler os om læring på tværs af generationer. Et står nemlig tilbage, trods vores forskellighed, at vi i det at være mennesker deler mere, end vi tror, og at alderen ikke deler, men samler os om et hele. Læring har ingen alder, læringsmetoder har.