DFS: Firstmover-aftenskole integrerer ukrainske flygtninge
.Af Frederik Thorkild Bjerglund Madirazza for Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS): https://dfs.dk/nyheder/nyheder/firstmover-aftenskole-integrerer-ukrains…
Gigtskolen udbyder kurser i afspænding og motion målrettet ukrainske flygtninge.
”Vi bliver nødt til at gøre noget for at hjælpe – det er mennesker i nød!”
Det var reaktionen fra Gigtskolens direktør, John Kalo, i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine og den efterfølgende flygtningestrøm mod Danmark.
Aftenskolen begyndte derfor hurtigt at etablere hold i afspænding og motion, der var skræddersyet til de ukrainske flygtninge, som kom til Frederiksberg Kommune.
Og her - otte måneder - senere er han kun blevet bekræftet i, at det var det rigtige at gøre:
”Flygtningene kommer hertil med traumer i bagagen, der påvirker deres mentale tilstand. Samtidig er de heller ikke sprogligt klar til at blive en del af det danske samfund og arbejdsmarked. Derfor hjælper vi dem med at opbygge relationer til danskere og med at træde ind på arbejdsmarkedet.”