Når et år ender og et nyt begynder, er det som oftest eftertanken vi lader komme til og tage ordet. Tankerne på og om det vi har været optagede af, hvad vi mødte, forbandt, formede og opdagede i det forgangne år.

Bagefter sorterer vi fra. I "hot og not". Hvad vi vil bevare eller smide væk med det gamle.

Hvad der sætter sig og bliver tilbage, er de ting der påvirkede os til at få fodfæste og gå videre.

I læringssektoren er det ikke så meget anderledes end andre steder i livet.

Vores tilbageblik er en broget masse af erfaringer, gen- og nytænkte ideer, mennesker der går ud og ind af institutioner med det ene for øje at tilvælge viden og læring. Ikke under tvang, men under frihed.

At lære er at udfolde sin frihedsret til fulde.

Der er nogle år der kalder stærkere på friheden end andre. Nogle år hvor selve det at tage livet alvorligt, tage samfundet og omverdenen alvorligt er ensbetydende med at fremhæve friheden.

Vi har i Europa en knusende krise – en krig og en splittelse som mærkes både mellem landegrænser, i beslutninger der træffes, love, forordninger og i den enkelte.

Det er ikke et lille eller forbigående stykke verdenshistorie vi er vidende til i disse år. Det er noget vi vil huske og genfortælle i de næste generationer.

Og det er ikke kun krigen i Ukraine, krigen i Gaza og Israel der trækker tankerne. Også den demokratisk tillidskrise, de unges mismod, klimaet, splittelse.

Vi havde i 2023 et givende og opløftende møde i Bruxelles hvor vi drøftede undervisning og læring, færdigheder og foranderlighed i Europa og verden omkring. På mødet var der, med vanlig venlighed inviteret folk fra andre lande til at deltage i debatten. For mig var det særligt den Serbiske delegation der gjorde et indtryk og med hvem samtalerne blev dybe og draget af det vi har fælles og ikke de ting der skiller os.

For igen viste det sig, på forunderlig vis, at vores læringslængsel, det almen menneskelige ønske om viden, er den fællesnævner der samler.

I år, som hvert eneste år, ender alle læringsdebatter samme sted. Med den viden kunne vi holde op med at mødes. Holde op med at diskutere vores sektor og vores måder at gribe læring og formidling. Forskning og frivillighed.

Alligevel har det en eds betydning at stå sammen i det europæiske og opleve at alle debatter ender i og med ordet: demokrati.

Når alle lommerne og tankerne er tømt for fortænkte og floskelnære fraser, når forskellene er malet med store bogstaver på væggen og alle ordene i debatten falder som dræ – står kun det at lære frihed fra sig tilbage. Som et helt centralt europæisk ønske.

Det gør noget ved mig. Det giver en tro på det arbejde jeg og så mange andre har påtaget sig. 

Kæmp med alt hvad du har lært

I 1867 skrev den danske digter Christian Richard digtet ”Altid frejdig når du går”.

Tredje vers lyder:

Kæmp for alt hvad du har kært,

Dø om så det gælder,

Da er livet ej så svært,

Døden ikke heller

Digtet bliver brugt i mange sammenhænge i Danmark både i krigs og fredstid.

I 2023 har jeg ofte tænkt på digtet når vi har debatteret læring på tværs i Europa.

Hvordan og hvorfor. Og hvordan bibeholder vi læring som en livslang erfaringsrigdom.

Svaret giver sig selv i denne tid hvor verden er blevet mere usikker.

En lille omskrivning af det gamle digts ene linie:

Kæmp, med alt hvad du har lært.

At læring er et livsprojekt, et sats og på en og samme tid en risiko, blev tydeligt til EU kommissionens årlige fælles konference i Epale. Her var Gerd Biesta blandt talerne og han gav ny næring til gamle rødder. At lære indebærer risiko. Man risikerer jo ikke bare at lære noget man gerne vil vide, men også at lære noget om meget man gerne var foruden.

Gerd Biesta vender ofte tilbage til det at huske det menneskelige i læring. Vi hverken kan eller råder over muligheder eller spåkugler der med præcision rammer eller forudser fremtiden. Nuets kærne, det at livet foregår nu er det vil skal danne til. Ikke en fjern fremtid vi ikke ved hvad kalder på, hvilke kvalifikationer vi får brug for eller hvilken læring. 

Udgangspunktet er mennesket nu, ikke mennesket før eller siden. 

Det rokker ved vores forestilling om det skemalagte læringsrum.

Læring er oplysning og det oplyste er friheden til nuet og demokratiet.

Konferencen i oktober var i år et blik på det europæiske ”Year of skills” og blev poetisk kaldt for BLOOM. Det er nemlig ikke nok bare at blomstre og springe ud, man skal også springe ud i det.

Turde bruge sin læring og viden. Det forunderlige ved årets fællesskabs konference var at den i ordene der fyldte og de mange indlæg omformede den planlagte samtale. ”Year for skills” blev til Year for Wills

Og viljen – det er den vi er her for at understrege, med hvert sit afsæt, hvert sit land og kultur og hver sin tilgang til læring. Viljen til læringsfrihed. Viljen til den enkeltes måde at møde læring og viljen til samarbejde og læring på tværs af verden.

Det er den slags vilje der giver grobund for et forår.

Et europæisk forår hvor vi kæmper og lemper for alt hvad vi har lært.

Godt nytår

Astrid Søe

Danmark