chevron-down chevron-left chevron-right chevron-up home circle comment double-caret-left double-caret-right like like2 twitter epale-arrow-up text-bubble cloud stop caret-down caret-up caret-left caret-right file-text

EPALE - Eiropas Pieaugušo izglītības e-platforma

Emuārs

Højskoledyder i en krisetid

22/06/2020
Petra Mathilde Jørs
Valoda: DA

Dette blogpost er fundet på Højskolebladets hjemmeside

Mens højskolerne har ligget stille, er det boblet frem med fællessang, frivilligt arbejde og folkeoplysning på nye måder alle mulige steder. Højskolens værdier har tilsyneladende fået en renæssance, og politikere har over en bred kam bakket højskolerne op både moralsk og økonomisk. Hvorfor er det netop højskoleideen, der står så stærkt i en krisetid? Og vil opbakningen vare ved, når krisen stilner af? Højskolebladet har spurgt en samfundsforsker og to politikere.

 

Af Malene Fenger-Grøndahl, journalist

Højskolesangen gjalder fra altanerne rundt omkring i Danmark, når selvbestaltede fællessangsledere spiller og synger for, og hver morgen synger titusindvis af danskere med hjemme i stuerne, når Philip Faber byder op til fællessang på DR1. Oplysningsforbund, skoler og folkeuniversitetet tilbyder onlineforedrag, som samler hundredvis af danskere foran skærmene, efterfulgt af online-debatter og diskussioner omkring kaffen og kagen derhjemme. Frivilligt arbejde i nye former er dukket op, og der diskuteres værdier, samfundssind og fællesskab med stor intensitet. Det kunne se ud, som om højskolens værdi- og idégrundlag har fået ekstra medvind under Corona-krisen og har spredt sig til nye platforme, segmenter og sendeflader. Samtidig har politikere over en bred kam udtalt støtte til højskolerne og bevilget penge til at sikre skolernes fortsatte overlevelse, mens eleverne har været sendt hjem på ufrivillig orlov. Har Corona-krisen afsløret, at højskoleværdierne er mere rodfæstede blandt danskerne og har større appel, end mange troede? Og er fællessangens fremmarch under krisen et eksempel på noget særlig dansk?

Samfundsforsker Johannes Andersen, der er lektor i politologi ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, er delvist enig.

”Det er rigtigt, at vi har set en opblomstring af de her særlige dyder og samværsformer – i ny aftapning på grund af de særlige omstændigheder, hvor vi skal holde afstand og isolere os. Det afspejler til dels, at højskoleidéerne – eller dyderne, om du vil – ligger latent og tæt på for mange af os. Når vi lever vores almindelige hektiske liv med individuelle perspektiver og gøremål, fylder det ikke så meget hos de fleste danskere. Men vi har alligevel ideerne liggende og henter dem typisk frem, når vi holder festtaler og samles ved særlige lejligheder,” siger han.

”Nu er der så opstået en undtagelsestilstand, som får mobiliseret nogle særlige dyder eller egenskaber og nogle særlige perspektiver hos os. Undtagelsestilstanden skaber en bestemt måde at se verden og vores nære omgivelser på, og fordi væsentlige sider af vores tilværelse for en stund er blevet utilgængelige for os, søger vi efter nye måder at etablere fællesskaber på. Der finder vi så tilbage til nogle af de mere klassiske dyder – vi synger sammen, på afstand. Det handler altså om, at krisen mobiliserer et blik hos os, hvor vi ser nye muligheder for samvær, og det er naturligvis ikke tilfældigt, at det blandt andet er fællessangen og den fælles samtale, vi finder frem. Vi har en tradition, hvor den ikke-målrettede, undersøgende samtale med anerkendelsen af de andres perspektiv har en prominent placering. Derfor har vi relativt let ved at mobilisere disse dyder i en krisetid, også selv om højskolen næppe har samme afgørende betydning for dannelsen af den brede befolkning, som den havde for fx 50 år siden,” siger samfundsforskeren.

Højskolesind i krisetider

En af de politikere, som har talt varmt for, at højskolerne skulle have lov at åbne så tidligt som muligt og også har bakket op om den økonomiske hjælpepakke til højskolerne, er Venstres børne- og undervisningsordfører og tidligere minister for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby. Hun peger på, at både høj- og efterskoler som institutioner er en væsentlig del af det danske samfundsfællesskab og konstituerende for danskheden.

”Højskolerne har som folkeoplysningsinstitutioner og dannelses- og uddannelsesinstitutioner overlevet krige og kriser og vist deres værd også i krisetider. De har dannet ramme for den demokratiske diskussion, og derfor bliver det tydeligt, når man sender 5.000 højskoleelever hjem, hvor meget der er på spil – ikke kun for eleverne, som sidder derhjemme og føler, at halvdelen af deres sjæl er blevet revet ud, men for vores fællesskab,” siger hun.


”Under krisen er det blevet tydeligt, hvor meget det er fællesskabet, der binder os sammen, og derfor ser vi, at danskerne med det samme genopfinder nogle af de klassiske højskoleaktiviteter, så man alligevel kan være sammen på afstand omkring fællessang, morgengymnastik osv. Meget af det, vi har taget for givet, bliver vi kulturelt bevidste om på en anden måde, og vi finder tilbage til nogle af de dannelsesværdier og folkeligt forankrede fællesskaber, som vi bliver opmærksomme på betydningen af. Derfor er det så meget desto vigtigere at bevare nogle af de institutioner, som er garanter for denne dannelse og dette fællesskab,” mener Ellen Trane Nørby.


Jacob Mark, gruppeformand, undervisningsordfører og højskoleordfører i SF, er enig:

”For det første mener jeg, at højskoledyderne ligger ret fast forankret i den danske folkesjæl. Det ser man fx, når man viser en 6. klasse rundt på Christiansborg, og det viser sig, at de – uden helt at kende baggrunden for det – kan sætte ord på betydningen af sådan noget som fællesskab og demokrati. Det viser, at højskoleånden er forankret i befolkningen, også uden for højskolerne. Vi ser det også på mange andre måder. Vi har alsang på Christiansborg, der bliver sunget fra Højskolesangbogen på SF’ gruppemøder, der er morgensang på mange skoler, vi har en folkeoplysningslov, og vi har aftenskoler over hele landet. I en krise, som den vi står i nu, bliver det bare tydeligere, hvilke værdier vi lever på. Når man er på usikker grund, får man brug for stærke holdepunkter og fællesskaber,” tilføjer han.

Hvor længe varer det ved

Men vil fællessangen og folkeoplysningenleve videre med fornyet kraft efter krisen, eller vil begejstringen svinde ind, og højskoledyderne gå på vågeblus uden for højskolerne og de andre institutioner, hvor de er en del af den daglige praksis? 

Samfundsforsker Johannes Andersen er i tvivl.

”Det store spørgsmål er, hvor alvorligt det bliver taget, når undtagelsestilstanden forsvinder. Det, der er fremprovokeret af en undtagelsestilstand, vil ofte forsvinde, når samfundet igen vender tilbage til normaltilstanden. Normaliseringen skærper blikket i en ny retning igen, og mange vil i stedet genoptage de aktiviteter, de var engageret i før krisen. Vi husker stadig hinanden på finanskrisen for 10-12 år siden og taler om, hvad vi lærte af den, men på mange måder blev verden igen den samme bagefter,” siger han.

Han tilføjer, at et tiltag som DR’s morgensang med Philip Faber, hvis det videreføres – fordi det har en public service-institution som afsender – har en autoritet, som muligvis vil sikre det fortsat opbakning og også kan sprede ideen ud.

”Men små, lokale initiativer kommer i hård konkurrence med alt det, vi kan gøre igen, efterhånden som samfundet åbner op. Jeg tror, at det bliver svært at holde liv i meget af det,” siger han.

Også Ellen Trane Nørby henviser til erfaringerne fra finanskrisen og dens efterdønninger.

”Jeg synes, at dannelsestænkningen har haft det svært gennem mange år, men min oplevelse er, at der især siden finanskrisen er blevet større lydhørhed, også politisk, for at tænke dannelsesdimensionen med. Der er kommet en større identitetsbevidsthed, som jeg også tror, er en del af baggrunden for den tilslutning, vi ser til fællessang osv. lige nu. Derfor tror jeg også på, at det vil sætte sig spor efter corona-krisens afslutning, og jeg kunne da håbe, at flere skoler og institutioner vil sætte morgensang på programmet.

Ellen Trane Nørby afviser dog – sådan som Dansk Folkepartis undervisnings- og gymnasieordfører Marie Krarup har foreslået at gøre det obligatorisk for alle gymnasier at indføre morgensang. Heller ikke Jacob Mark ønsker at indføre morgensang med tvang, men han tror og håber, at coronakrisen har skærpet bevidstheden om højskolernes betydning både blandt politikere og borgere, og at det vil vise sig i øget opbakning til højskolerne.

”Højskolerne spiller en vigtig rolle i samfundet. De uddanner og danner en masse unge, giver dem et netværk og løfter nogle af de mere sårbare unge. Men højskolerne har også den – nok lidt oversete – funktion, at de har været med til at udvikle vores samfund.

Højskolerne har fx arbejdet med grøn omstilling, før det blev mainstream, og mange andre bevægelser og tanker udspringer også herfra. Derfor skal vi give højskolerne de bedste forudsætninger for at overleve og udvikle sig,” sige Jacob Mark og tilføjer, at han allerede inden coronakrisen havde et udspil på vej, der skulle styrke højskolerne. Det udspil vil han dog vente lidt endnu med at fremlægge, og indtil da vil han ikke løfte sløret for det konkrete indhold i det.

Johannes Andersen forudser, at højskoledyder og fællessang vil komme til at fylde på den politiske dagsorden fremover.

”Højskoledyderne er blevet en del af den fælles bevidsthed, og derfor vil vi også se, at politikerne vil skrive dem ind i deres forskellige dagsordener. Om det så reelt vil fremme højskoledyderne er nok mere tvivlsomt,” siger han. 

Share on Facebook Share on Twitter Epale SoundCloud Share on LinkedIn Share on email