chevron-down chevron-left chevron-right chevron-up home circle comment double-caret-left double-caret-right like like2 twitter epale-arrow-up text-bubble cloud stop caret-down caret-up caret-left caret-right file-text

EPALE - Piattaforma elettronica per l'apprendimento degli adulti in Europa

Blog

Det kan du som leder gøre for at styrke lærernes samarbejde om undervisningen

22/06/2020
di Petra Mathilde Jørs
Lingua: DA

Dette blogpost er fundet på Danmarks Evalueringsinstituts hjemmeside

Både lærere og ledere på htx, hhx, stx og hf mener, at samarbejde mellem lærerne styrker undervisningen. Men lærerne mener også, at visse tiltag kan forstærke samarbejdets positive effekt. Se her hvordan du som leder kan understøtte lærernes oplevelse af, at deres samarbejde kan styrke deres undervisning.

En ny undersøgelse viser, at både lærere og ledere på landets gymnasiale uddannelser mener, at lærernes samarbejde styrker kvaliteten i undervisningen. Undersøgelsen viser også, at sammenhæng mellem lærernes formelle og uformelle samarbejde med kollegerne kan styrke denne oplevelse blandt lærerne. Det vil sige, at møder i faggrupper, klasse-/holdteam og studieretnings-/fagpakketeam går hånd i hånd med de mere spontane drøftelser og ideudvekslinger, lærerne har med hinanden i hverdagen.

I denne artikel præsenterer vi fire bud på, hvordan du som leder kan skabe sammenhæng mellem lærernes formelle og uformelle samarbejde og dermed styrke lærernes oplevelse af, at det styrker undervisningen og elevernes faglighed.

  1. Afsæt tid og ressourcer til uformelt samarbejde
    Mange lærere efterspørger konkrete muligheder for at samarbejde med deres kolleger i hverdagen. Nogle foreslår fx, at ledelsen afsætter ressourcer og tid i skemaet, hvor lærerne kan booke hinanden til drøftelser af aktuelle projekter og konkrete problemstillinger. På den måde bliver det muligt, at mødes og ideudvikle eller drøfte de udfordringer lærerne møder her og nu. Hvis ledelsen på denne måde tydeligt understøtter lærernes uformelle samarbejde, kan det have den bonuseffekt, at lærerne også får mere overskud til at behandle langsigtede temaer til møder i deres formelle samarbejde.
     
  2. Fokuser på timing og relevans i de strategiske indsatser
    Til formelle møder som pædagogiske dage tager drøftelserne ofte udgangspunkt i skolens strategiske prioriteringer. Hvis lærerne også  har brug for at diskutere problemstillinger eller opgaver, der presser sig på her og nu, kan de opleve den strategiske udvikling som mindre relevant. Denne udfordring kan lærernes nærmeste leder arbejde med ved at sætte aktuelle problemstillinger blandt lærerne i relation til skolens strategiske indsatser – og omvendt. På den måde kan lederen understøtte, at de strategiske indsatser, som sættes på dagsordenen i lærernes formelle samarbejde, times og har relevans i forhold til problemstillinger, som lærerne står over for i deres hverdag. For at det kan lykkes, kræver det dog, at nærmeste leder har indsigt i, hvilke konkrete udfordringer eller udviklingsbehov, der fylder i lærernes undervisning her og nu.
     
  3. Vær i tæt dialog med lærergruppen
    En tæt dialog mellem lærer og den nærmeste leder om undervisningen og samarbejdet med kolleger giver ledelsen mulighed for at få indblik i de mange gode idéer og initiativer, som lærerne udvikler sammen i deres uformelle samarbejde. Disse idéer kan den nærmeste leder dele med de øvrige team personen er ledelsesansvarlig for eller videreformidle dem til den strategiske ledelse, så idéerne kan tænkes ind i de strategiske udviklingsindsatser, der sættes på dagsordenen på skoleniveau. Nogle lærere kan dog have et ønske om, at ledelsen ikke er så tæt på undervisningen. Derfor er det afgørende, at den nærmeste leder tydeliggør, at et væsentligt formål med at have en tæt kontakt til lærerne er, at det bliver muligt at skabe sammenhæng mellem lærernes uformelle og formelle samarbejde
     
  4. Indret rum, der styrker sammenhængen mellem formelt og uformelt samarbejde
    De fysiske rammer kan have stor betydning for lærernes samarbejde. Lærernes forberedelsespladser er fx et oplagt sted til uformelt samarbejde. På den måde kan det både styrke relationerne og erfaringsudvekslingerne i et klasse-/holdteam eller studieretnings-/fagpakketeam, hvis medlemmerne af det samme team har forberedelsespladser i nærheden af hinanden. Desuden kan det understøtte, at lærerne arbejder videre med fælles aftaler i uformelle samarbejdskonstellationer mellem de skemalagte, formelle møder i teamet. Derudover kan ledelsen sørge for, at lærerværelset indrettes på en måde, der ikke i så høj grad lægger op til, at lærere altid sætter sig ved siden af de samme til frokosten og i pauserne. Det giver mulighed for, at nye relationer og nyt samarbejde kan opstå på tværs af lærerkollegiet.

3 refleksionsspørgsmål, I kan tage med til jeres planlægning af næste års samarbejde

  1. Hvordan understøtter skolens organisatoriske rammer, at lærerne både kan samarbejde om undervisningen i formelle og uformelle sammenhænge, og at de to samarbejdsformer kan supplere hinanden?
     
  2. Hvordan kan ledelsen understøtte, at der er sammenhæng mellem de udfordringer og udviklingsbehov lærerne oplever i deres pædagogiske praksis, og de strategiske indsatser, som sættes på dagsordenen i lærernes formelle samarbejdsfora?
     
  3. Har I brug for at gentænke jeres fysiske rammer, så de bedre understøtter sammenhængen mellem lærernes formelle og uformelle samarbejde?

Faktaboks

Både lærere og ledere mener, at lærernes samarbejde om undervisningen styrker kvaliteten i undervisningen. Ledere er mere optimistiske end lærere – 100 % af lederne mener i høj grad (88 %) eller nogen grad (12 %), at det styrker kvaliteten i undervisningen, når de samarbejder om undervisningen på deres skole, mens 93 % af lærerne i høj grad (53 %) eller i nogen grad (40 %) mener, at dette er tilfældet.

 

Share on Facebook Share on Twitter Epale SoundCloud Share on LinkedIn Share on email