chevron-down chevron-left chevron-right chevron-up home circle comment double-caret-left double-caret-right like like2 twitter epale-arrow-up text-bubble cloud stop caret-down caret-up caret-left caret-right file-text

EPALE

Piattaforma elettronica per l'apprendimento degli adulti in Europa

 
 

Blog

Hvordan samarbejder museer og skoler i andre EU-lande?

28/10/2019
di Emil Thirup-Sorknæs
Lingua: DA

”I den italienske by Pavia er samarbejdet mellem det lokale museum og skolen helt indgroet i praksis. Samarbejdet starter faktisk allerede i børnehaverne,” fortæller Sally Thorhauge begejstret.

Hun var projektleder på et tværeuropæisk udviklingsprojekt, intrface europe, hvor projektets partnermuseer og -uddannelsesinstitutioner sammen skulle udvikle en europæisk samarbejdsmodel samt en pædagogisk og didaktisk metodologi til brug for udvikling og gennemførelse af museumsbaserede undervisningsforløb til elever. I projektet deltog skoler og museer fra Danmark, Irland og Italien fra 2015-2017. Sally Thorhauge søgte om støtte fra EU og fik ca. 1,5 mio. kroner til det europæiske udviklingssamarbejde.

Især de italienske samarbejdspartnere i byen Pavia i Lombardiet i den nordlige Italien gjorde indtryk. Samarbejdet mellem uddannelsesinstitutionerne og det lokale museum i Pavia fungerede så fint, at museet blev et helt naturligt læringsrum for både de helt små og de næsten voksne elever.

Fra skoletjeneste til integrerede fagligheder

Sally Thorhauge er ansat på Horsens Gymnasium og er tilknyttet Aarhus Universitet. Hun har en ph.d. i museologi og er meget interesseret i at få faglighederne på gymnasiet og på museerne til at fungere bedre sammen. 

”Jeg kunne se, at museerne ikke får besøg af så mange gymnasieskoler, og jeg ville gerne være med til at skubbe det i gang,” fortæller hun.

Eleverne på skoler og gymnasier kan bruge museet som en integreret del af undervisningen i mange fag, hvis museer og skoler snakker mere sammen, mener hun. Derfor startede hun allerede i 2008 udviklingsprojektet intrface danmark. Horsens Gymnasium og Danmarks Industrimuseum var de første projektdeltagere, og den daværende museumsleder Ole Puggaard kunne se potentialerne i projektet og gik ind i at udvikle det alle tre år. Projektet sluttede i 2011, hvorefter intrface danmark opstod som en national forening.

”Det var et godt udviklingsprojekt for museer. Vi vil gerne være relevante for så mange som muligt,” siger han.

For Danmarks Industrimuseum i Horsens og de andre museer i projektet handlede det om at udvikle samarbejdet med lærere fra lokale gymnasieskoler, så begge parter kunne blive klogere på, hvordan museet som uformelt læringsmiljø kan folde fagene ud og støtte elevernes læring på en anden måde end i klasseværelset.  

”Tidligere lavede vi undervisningsmateriale uden at vide, hvad fagene kunne,” siger Ole Puggaard. 

Nu er det ikke bare i historie, at museer kan være relevante for gymnasieklasserne, men også i fag som fysik, kemi og dansk.

”Museer kan faktisk være relevante for hele gymnasiets fagrække,” siger Sally Thorhauge.

Samtidig handler det om at udvikle didaktik og pædagogik, så museer kan tilbyde forløb på flere forskellige måder, som inspirerer til elevernes anvendelse af forskellige læringsstrategier.

I dag faciliterer organisationen intrface danmark samarbejder mellem gymnasier og museer i hele Danmark dog hovedsageligt i Jylland. Medlemmerne betaler et kontingent og har adgang til undervisningsmaterialer og andre ressourcer. Målet med organisationen er fortsat at udvikle partnerskabssamarbejderne mellem de to typer af institutioner og derved gøre museer til interessante, relevante oplevelses- og læringsressourcer for eleverne og deres undervisere.

Gode erfaringer

Fordi Sally Thorhauge og Ole Puggaard havde erfaringer fra intrface danmark, var det ikke så stort et skridt at vende blikket ud i Europa.

”Vores styrke, da vi søgte om midler til projektet, var, at intrface var godt funderet, og vi vidste noget om skole-uddannelses-samarbejder allerede,” siger Ole Puggaard.

Sally Thorhauge havde allerede kontakt til en forsker i Pavia, fordi hun havde læst en videnskabelig artikel af forskeren og havde skabt kontakt. Dermed var de første partnere i projektet hjemme. Og EU-kontoret i Bruxelles hjalp med at finde frem til de irske partnere og med at skrive ansøgningen.

”Vi har lært en masse af det, fordi vi har set, hvordan skoler og museer kan samarbejde på forskellige måder, også på tværs af landegrænser,” siger Sally Thorhauge.

”Som museum lærte vi, at vi ikke skal være bange for at ringe til de lokale uddannelsesinstitutioner og foreslå samarbejde, fordi det viste sig, at alle gerne vil samarbejde,” siger Ole Puggaard. 

Anbefalinger

Sally Thorhauge og Ole Puggaard peger begge på, at det er et stort arbejde at søge om midler, fuldføre et projekt og afrapportere.

De anbefaler, at man 

  • Søger om hjælp til arbejdet hos lokale EU-repræsentanter eller i EPALE.
  • Leder efter gode samarbejdspartnere, der gerne vil og kan deltage.
  • Forsøger at få flere midler, så læringen fra projektet også kan forankres i den daglige drift

Projektets formål

I projektet intrface europe deltog danske, irske og italienske skoler, gymnasier og museer samt en følgeforsker fra Aarhus Universitet. 

Målet med samarbejdet var at nytænke, hvordan skoler kan samarbejde med museer ved at blive inspireret af praksis i andre lande.

Som en del af processen skulle de forskellige landes deltagere:

  • Kortlægge eksisterende museum-skole-samarbejder: Hvordan gør man i landet?
  • Indsamle erfaringer fra hinanden: Hvad kan vi lære af hinanden?
  • Udvikle en europæisk partnerskabsmodel: Hvordan kan vi samarbejde på tværs af landene?

De danske deltagere var Danmarks Industrimuseum i Horsens, Horsens Gymnasium, Aarhus Katedralskole og en følgeforsker fra Aarhus Universitet.

Man kan læse mere om projektet på hjemmesiden: http://intrface.dk/om-intrface/intrface-europe/

Her ligger også en lille bog med inspiration til, hvordan europæiske museer og skoler kan samarbejde om at udvikle og gennemføre museumsbaserede undervisningsforløb.

Share on Facebook Share on Twitter Epale SoundCloud Share on LinkedIn