chevron-down chevron-left chevron-right chevron-up home circle comment double-caret-left double-caret-right like like2 twitter epale-arrow-up text-bubble cloud stop caret-down caret-up caret-left caret-right file-text

EPALE

E-Plattform für Erwachsenenbildung in Europa

 
 

Ressource

Virksomhederne kender ikke de nye erhvervsuddannelser for voksne

Sprache: DA

Eingesandt von Christina ANDERSEN

Efter det første skoleår med de nye erhvervsuddannelser for voksne over 25 år, kender fire ud af fem virksomheder slet ikke til de nye muligheder for, at ufaglærte ansatte kan blive faglærte. Og blandt de få virksomheder, som kender uddannelserne, er flertallet kritiske, viser en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut EVA. Erhvervsskoler og ministerium bør handle, lyder det fra EVA.

Skrevet af Ulla Høst.

Reformen af erhvervsuddannelserne skal gøre det mere attraktivt for både unge og voksne ufaglærte over 25 år at blive faglærte. Men et år efter, at erhvervsuddannelserne for voksne (euv) blev en realitet, kender et overvældende flertal af de virksomheder, som har ansatte i målgruppen, ikke til de nye uddannelsesmuligheder. Det viser en undersøgelse foretaget af Danmarks Evalueringsinstitut EVA.

 

Faktisk er det kun hver 5. virksomhed, der beskæftiger faglærte og ufaglærte, eller mere præcist 19 procent af virksomhederne, der kender til euv også kaldet erhvervsuddannelsernes ’voksenspor’.

 

Manglende kendskab giver færre faglærte

”Det er både overraskende og bekymrende, at så mange virksomheder ikke kender til de nye muligheder for at blive faglærte for voksne over 25 år, og det skal der gøres noget ved. Det manglende kendskab til euv’en kan formentlig være med til at forklare, at markant færre voksne i euv’ens første skoleår begyndte på en erhvervsuddannelse i forhold til tidligere år. Kender virksomhederne ikke mulighederne, vil færre også benytte dem,” siger Michael Andersen, der er chefkonsulent hos EVA.

 

Voksensporet erstatter den tidligere grunduddannelse for voksne (GVU) og målet er, at voksne over 25 år hermed får en mere attraktiv, overskuelig og målrettet vej fra ufaglært til faglært. EVA følger implementeringen af euv frem til 2018. Foreløbig har arbejdet kastet tre statusnotater af sig, som belyser bl.a. erhvervsskolernes første erfaringer med uddannelserne og optaget på uddannelserne.

 

I det første skoleår gik optaget på uddannelserne den forkerte vej, viste tal i oktober 2016: 20 procent færre voksne på over 25 år begyndte på en erhvervsuddannelse i forhold den foregående femårs-periode. Og nu viser en survey blandt ca. 1.100 virksomheder altså, at budskabet om euv’en stadig mangler at nå 80 procent af virksomhederne. Det bør erhvervsskolerne rette op på, mener Michael Andersen.

 

Interessenter skal informere

”Erhvervsskolerne må sikre sig, at de virksomheder, de har kontakt til og samarbejder med, får information om euv’en. De må også sørge for at fortælle virksomhederne, at en regelændring nu betyder, at voksne elever kan få lavet deres realkompetencevurderinger før, de går i gang med uddannelserne. Det vil være godt nyt for mange virksomheder,” siger Michael Andersen.

 

Han foreslår, at også andre centrale interessenter og aktører omkring erhvervsuddannelserne hjælper med at rette spotlyset mod euv.

 

”Det vil være oplagt, at Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling går i dialog med de faglige organisationer på både lønmodtager- og arbejdsgiverside og drøfter, hvordan det kan sikres, at budskabet om euv’en kommer ud til de relevante virksomheder. Alle parter må være med til at sikre, at kendskabet til euv bliver udbredt,” siger Michael Andersen.

 

Virksomheder: Euv er ikke attraktiv

Virksomhedernes manglende kendskab til erhvervsuddannelserne for voksne over 25 år er dog ikke den eneste udfordring. Blandt de få virksomheder, som rent faktisk kender til euv’en, er det kun knap hver tredje virksomhed (31 procent), som mener, at det ’i høj grad’ eller ’i nogen grad’ er blevet mere attraktivt at ansætte voksne elever, viser survey’en. Over halvdelen af virksomhederne vurderer ligefrem, at det ’i mindre grad’ eller ’slet ikke’ er blevet mere attraktivt at ansætte elever over 25 år.

 

”Alt for få virksomheder er positive overfor euv. Hvis flere voksne skal blive faglærte i de kommende år, er det vigtigt, at virksomhederne opfatter de nye uddannelsesmuligheder som attraktive,” siger Michael Andersen.

 

Dialog kan finde årsager til kritik

Spørgsmålet er, hvorfor de fleste virksomheder er kritiske over for euv. Det fortæller survey’en ikke noget om. Men EVA’s tidligere interviews med erhvervsskolerne kan måske give et lille fingerpeg. Et væsentligt træk ved de nye erhvervsuddannelser for voksne over 25 år er, at de er blevet væsentlig kortere end tidligere, og ifølge Michael Andersen vil nogle virksomheder se som det en fordel, mens andre synes, det er en ulempe.

 

”Vi ved fra vores dialog med erhvervsskolerne, at nogle virksomheder giver udtryk for utilfredshed med, at praktiktiden bliver forkortet, fordi de så har glæde af eleverne i kortere tid end tidligere. Og nogle virksomheder fortæller skolerne, at det er besværligt at håndtere, at eleverne har helt forskellige, individuelle skoleforløb,” siger Michael Andersen. Og han fortsætter:

 

”Men der er behov for at vide meget mere om årsagerne til, at virksomhederne er kritiske over for euv. En dialog mellem ministerium og arbejdsmarkedets parter kunne også være med til at klarlægge dette,” siger Michael Andersen.

 

 

Læs mere om erhvervsuddannelsernes nye voksenspor her:

https://www.uvm.dk/Uddannelser/Erhvervsuddannelser/Uddannelser/Euv

 

Hent EVA’s notat ’Status over den nye erhvervsuddannelse for voksne, nr. 2’, fra oktober 2016, her:

https://www.eva.dk/projekter/2015/folgeevaluering-af-erhvervsuddannelsernes-voksenspor/download-udgivelser/status-over-den-nye-erhversuddannelse-nr.-2/view

 

Hent EVA’s notat ’Status over den nye erhvervsuddannelse for voksne, nr. 1’, fra maj 2016, her:

https://www.eva.dk/projekter/2015/folgeevaluering-af-erhvervsuddannelsernes-voksenspor/download-udgivelser/status-over-den-nye-erhvervsuddannelse-for-voksne

Autor(en) der Ressource: 
Danmarks Evalueringsinstitut
ISBN: 
978-87-7958-972-8
Datum der Veröffentlichung:
Dienstag, 20 Dezember, 2016
Sprache des Dokuments
Art der Ressource: 
Studien und Berichte
Land:
Share on Facebook Share on Twitter Epale SoundCloud Share on LinkedIn