chevron-down chevron-left chevron-right chevron-up home circle comment double-caret-left double-caret-right like like2 twitter epale-arrow-up text-bubble cloud stop caret-down caret-up caret-left caret-right file-text

EPALE - E-Plattform für Erwachsenenbildung in Europa

Blog

Online vs Åndline

24/04/2020
von Astrid Søe
Sprache: DA

At mødes. Den mest naturlige del af det at være menneske. I undervisnings- og læringssammenhænge er mødestedet det samlende. At flere mennesker deler viden, erfaringer, læring og forståelser. Vi er bedst vandt med at alt er ved det gamle og at læringsrummet er de hellige haller hvor vi mødes fysisk og lærer under samme tag. E-læring er muligt på få formelle uddannelser, men det er stadig overvejende fysisk fremmøde i uddannelsesregi. Vi flyver verden rundt til konferencer og møder. Tager studieophold i udlandet eller pumper cyklen og trodser det danske vejrlig hver morgen og møder ind på universitetet, daghøjskolen, handelshøjskolen, seminariet eller andre formelle skoler. Nogen går linen ud og flytter på højskole for at være i læringsmiljøet i 24/7 udgave. 

 

Fra samvær til samvirke

Da Covid-19 rullede ind over verden, lukkede de fysiske fællesskaber. Pludselig er virkeligheden en anden i hele verden. Ikke af lyst eller fordi vi kan, men fordi vi skulle omstille os til en helt anden virkelighed og hverdag. Coronakrisen ramte verden, samfund mennesker og læringsinstitutionerne uden varsel. 

Vores syn på fælleskaber og fælles vidensdeling i fysisk form blev erstattet og overtaget af online tjenester. Undervisningsrummet står tomt, men undervisningen fortsætter i andre og nye spor.

Der er kun få tilbage der ikke er kommet på fornavn med Microsoft teams, Zoom, Facebook og Discord, Twitch, Telegram. Vi Facetimer med bedstemor, har VR sex, køber ind på nettet, udøver social omsorg i onlinegrupper der skal skærme de udsatte for ensomhed. Vi synger stadig fællessang via tv, giver og får gode råd på Facebook, løber samtidig og deler det på de sociale medier, læser bøger ”sammen”, hver for sig. Verden er, som aldrig før, blevet en teknologisk legeplads. For nogen er den omstilling vanskelig. For andre en i forvejen naturlig del af livet. 

 

I Danmark har vi taget hul på e-læring og flere formelle uddannelser kan nu tages online, med kun enkelt fremmøder. Men den overvejende del af befolkningen der søger uddannelse, møder stadig ind i klasserum og finder fysiske fællesskaber nyttige og givende. For mange betyder det fysiske fælleskab at de er mere vedholdende. Vi kan se en almenmenneskelig ide i de forpligtende fællesskaber. Klassefælleskaber og studiegrupper er også måder at opmuntre til fastholdelse i uddannelsen. Studieensomhed kan skabe frafald. Det kender vi allerede både i den fysiske og den virtuelle undervisningssektor. Mennesker skal altså også nødes til læring, vedligeholde gejsten, fastholdes med opmuntring og det ser ud til at lærerne har det på samme vis, måske i endnu højere grad end eleverne? 

I denne nedlukningstid foregår al læring online. Det er sin sag at skifte spor og pludselig løfte en opgave fra den ene dag til en anden. Der opleves i nogle dele af læringssektoren frafald i denne tid i undervisningen, i andre er det samme fremmøde. Om det skyldes verdens ulykkelige omstændigheder, forestående eksamenskrav, fraværsregler eller en svær omstilling til onlineundervisning er svært at vide endnu. 

Spørgsmålet er om vi, i hast, kan blive lige så dygtige til den pædagogiske opgave i online læring og om nedlukningen af samfundet har givet os nogle af svarene.

 

Et ufrivilligt socialt onlineeksperiment

Vi er ikke blevet mindre folk eller mindre fællesorienterede af at være i onlineuniverserne under nedlukningen af samfundet. Der er ingen tvivl om at vores mulighed for at leve videre med hinanden som fællesnævner er bevaret, takket være vores internetforbindelse.

Vi søger det fælles, trods afstand. Holder det ved lige i troen på at vi kommer ud på den anden side med fællesskabsfølelsen og samfundsinstinktet intakt. Under alle omstændigheder er vi ude i et ufrivilligt socialt onlineeksperiment vi aldrig har set mage til. 

For ikke så længe siden havde vi mange ophedede debatter i Danmark om skærmtid og for megen brug af online kommunikation og sociale medier. En både god og vigtig debat, der ikke er slut endnu. Offline tid blev fænomener som vi fremelskede og nærmest pralede af. Jeg tager mig lige en uges ferie, offline. Vi søgte igen levende fællesskaber og havde fået øje på at vi har brug for hinanden uden for nettet. Så langt er vi allerede kommet. At vi har fået et modsprog. At vi i privatfærden siger fra til den konstante strøm af nyheder, arbejde, beskeder, sociale medier og breaking news.

Men nu er vi tilbage igen hvor vi slap, i en online tilstedeværelse midt under en coronakrise der trækker mennesket og selv de teknologiforskrækkede ind i et online rum hvor social distancering er mulig. Og lige nu er det en gave til os alle om vi vil det eller ej. Den teknologi der er en uvægerlig del af vores tilværelse i 2020. Om vi lærer at balancere det med tiden er op til den enkelte og det kræver sin egen form for læring, valg og selvdisciplin. Men i dette nu, er det teknologiske værktøj vores mulighed for at være fælles, på afstand. For at arbejde, gå i skole, lære, vedligeholde sociale relationer. 

 

Pædagogisk prøvelse

I undervisningssektoren er forandringen mærkbar, måske i overvejende grad for underviserne.

Omstillingen til udelukkende online undervisning har måske vist sig at fungere nogenlunde godt for de studerende på formelle uddannelser, men for lærerne er det anderledes svært at tale til en skærm uden mimik, respons eller pludselige afbrydeler. Som underviser opdager man pludselig hvor meget det betyder at modtageren er medlevende og tilstede. I de større undervisningssammenhænge kører undervisningen kun med video på læreren, som til gengæld ikke kan se sine elever. Den omstilling er ikke så ligetil i et pædagogisk rum.

At vise samfundssind, er i denne tid også viljen til at omstille sig til en undervisningsform der for mange er fremmed og vanskelig. Ikke at vi ikke bruger de teknologiske hjælpemidler hver dag, både privat og på arbejdspladsen, men da vi gik fra de fysiske læringsrum til undervisning der foregår hjemme fra stuen, skete der alligevel noget med samværet og metoderne, de indgroede vaner og medleven. 

Den anden aften holdt jeg selv et foredrag online og der opdagede jeg selv hvor fremmed det var at tale til sig selv, sit eget billede på den bærbare.  Der manglede et ekko af ordene. Der manglede modtagerne respons. Og de chatbeskeder der tikkede ind undervejs med spørgsmål og kommentarer, kunne ikke ligne sig med et menneske der spørger i en forsamling. Et folkeligt foredrag læner sig på at der er folk tilstede. Lidt endnu, til eller hvis vi lærer at agere ”naturligt” i cyberspace. Jeg øver mig, hvad kan jeg andet i denne tid? Det er også læring og der kan være noget godt ved at ryste posen, opdage og genopdage. Opfinde og oplives i nye former.

 

Fra seminar til webinar

I den formelle undervisning på Statskundskab tyder noget på at Coronanedlukningen ikke har ændret adfærden væsentligt. For de studerende vel at mærke. For underviserne er snakken en anden.

Lektor på Statskundskab i Århus, Tore Vincents Olsen fortæller at hans kandidatseminar for overbygningen består af ca. 22 studerende, inkl. en del udenlandske studerende også. Seminariet er som udgangspunkt tænkt som interaktivt dialogbaseret undervisning med fysisk fremmøde på universitetet. Også universiteterne er fortsat lukkede og Tore Vincents Olsen har som andre universitetsundervisere måtte gribe til online it-didaktik. Fra instituttets side har underviserne fået et kort webinar med indføring i brug af online undervisningsplatforme og skiftet fra fysisk undervisning til online er gået nogenlunde gnidningsfrit. Det viser sig at de studerende møder ind online som vanligt og at der ikke har været et fald i deltagende. Nogle af de studerende har meldt ind at formen er bedre end den fysiske undervisningsform og den tendens hos de studerende støder man på en del i denne tid. Man kan have den overvejelse om undervisningen i den formelle sektor i forvejen, med sin struktur og planlagte kompendie, har nemmere ved at omstille sig, da fremmødet ikke har den overvejende betydning for studiets formåen, hvis de studerende læser fagene som foreskrevet? 

For Tore Vincents Olsens seminar har det betydet en omstrukturering fra hans side. Den dialogbaserede form med spørgsmål og samtale undervejs i det fysiske rum er erstattet af en online forelæsning med slides og derefter deles de studerende i mindre grupper der debatterer emnerne. Den samlende debat som opfølgning er mere vanskelig da det fysiske rum mangler og det derfor måske er nemmere at putte sig digitalt og ikke melde ind som man føler sig forpligtet på i et fysiske nærvær med sine medstuderende og lærer. Tore Vincents Olsen er da heller ikke i tvivl om at der mangler noget i onlineundervisning. Især er det en fremmed fornemmelse at tale til en skærm uden interaktion fra de studerende og uden den almenmenneskelige feedback som man har i en undervisningssituation. 

De mundtlige eksamener nærmer sig på Statskundskab og Tore Vincents Olsen er spændt på formen i onlineeksaminationer. Det handler om at skabe et socialt rum, fortæller han. Og fortsætter at formen hvor censor, lærer og den studerende mødes på zoom er udfordrende, både tidsmæssigt, teknisk men mest hvordan man skaber en tillidsbaseret dialog mellem parterne.

Måske er det en konklusion mange undervisere kommer til efterhåndens som ugerne skrider frem og man har talt til en skærm. At undervisning stadig ikke bare er en aflevering af stof, men netop en stoflighed i det pædagogiske vi ikke kan komme uden om.

 

Online Højskole – Fra det planlagte til det pludselige

For højskolerne har coronaepidemien betydet at eleverne er sendt hjem. Et højskoleophold beror på det fysiske samvær, som kostskoleformen er gjort af, og de lider derfor store tab ved at skulle agere udelukkende i et onlinerum.

Karim Pedersen, lærer på Brandbjerg Højskole med fag som Iværksætteri og fremtidslaberatoriet, fortæller at deres elever efter hjemsendelsen til at begynde med hang på den onlinehøjskole som lærerne fik stablet på benene. Morgensamling, fællessang og foredrag blev leveret online til eleverne og den første dag sendte de 12 timer i døgnet. Eleverne selv tog initiativ til fællesspisning på andre teknologiske platforme og oprette samtalegrupper der skulle agere sociale rum for de fællesskabshungrende elever. Men ikke længe efter dalede tilstedeværelsen på onlinemedierne.

Nærværet teknologisk handler om fastholdelse mere end tilblivelse. For Karim Pedersen på Brandbjerg Højskole, er erfaringen efter 6 ugers onlinehøjskole at det ikke handler om det egentlige indhold eller fagligheden længere. Der er noget langt vigtigere på spil i det at skabe et sammenhold og vedligeholde et elevfælleskab, nemlig at værne om det uformelle samvær. 

Højskolerne skal altså Skabe en samhørighed om det at være mennesker, et værn mod ensomheden og en tillidsskabende onlineform der kan udgøre lidt af den vanlige højskoleånd og ikke så meget den almene undervisning. Coronakrisen er dermed en læremester i sig selv. Vi må mestre samværsformer, også i folkelige uformelle sammenhænge, der går på tværs af de værdinormer man ellers opererer ud fra. Om højskolerne får lov at genåbne inden tiden rinder ud for de nuværende elever, er endnu uafklaret, men en erfaring kan højskolerne tage med sig. Højskole er en fysisk bevægelse i og af krop og sind. På spørgsmålet om hvorvidt man kunne basere en højskole udelukkende på online basis svarer Karim Pedersen ”Nej, det er en død ide, en skygge af højskolelivet” Det fortæller meget om det liv der pågår på de danske folkehøjskoler. At ånden ikke kan vedligeholdes uden at deltagerne er tilstede i det fysiske rum. For højskolerne er der meget at lære af Coronanedlukningen. Dels en fornemmelse af sårbarhed, den samme sårbarhed som vi som samfund mærker dagligt, men også noget modsatrettet, noget mellemmenneskeligt. At vi er fysiske mødesteder og har brug for at tage del i hinandens liv og tage hånd om hinanden. De teknologiske værktøjskasser vi har gør ikke et hele, heller ikke i læring fra menneske til menneske, set fra højskoleperspektiv.

 

Den formelle og uformelle læring har forskellige kår under corona krisen. 

At lære er at ville, skrev Halfdan Rasmussen. Og der er ikke tvivl om at viljen til læringsdeling og læring er bevaret og forsøges udlevet under nedlukningen af samfundet. Både i den formelle og uformelle læring.

Ved at undervise og agere i de online læringsrum der stilles til rådighed for os i en tid hvor vi ikke kan mødes, opdager vi, at mødet mellem mennesker, mellem lærer og elev, mellem afsender og modtager stadig har sin værdi og er uerstatteligt. At vi med tiden mangler en dimension. At det at stå foran et menneske, det levende og fysiske, berører os mere end vi måske var klar over. 

Lige så klart står det samtidig, efter nu 6 ugers fravær i det fysiske rum, at vi faktisk kan og formår give hinanden indhold og læring alligevel, på trods. Og vi bliver bedre og bedre til at mestre det. Nogle former for undervisning går det nemmere med end andre og højskolenærvær er nok ikke mulig udelukkende som onlineudgave. Det pædagogiske rum er helt sikkert også udfordret og vi skal blive ved med at spørge ind til ikke bare hvordan vi gør, men også hvorfor vi gør som vi gør. Online og offline. Ensomhed er stadig en faktor der skal arbejdes tæt med i e-læringsmiljøet. Ikke kun for de studerende men i høj grad også for underviserne.

Hvis vi, efter genåbningen af samfundet, fortsætter med at udvikle den it-didaktiske værktøjskasse og gentænker de sociale sammenhænge udenfor læringsrummene, vil e-læring stå stærkere end før. Vi er alle sammen blevet lidt klogere på genren. Læringsrum er stadig steder hvor man skal finde en fornemmelse for gensidig tillid. Og den tillid kan vise sig at være vanskelig i det todimensionelle onlinerum. Måske er det en tilvænning, måske en generationsting? Måske er vi så forskelligt indrettet at nogen lærer bedst online og andre i de fysisk rum. Vi øver os som aldrig før, også i online tillid. 

 

Det mobile menneske

De unge ser ud til at agere både hjemmevandt og ansvarsbevidst i de nye læringsrum. 

Og når man spørger ind hos de unge studerende, er forklaringen enkel. Det handler især også om effektivitet og fordybelse, fortæller de. Online undervisning og møder viser sig med en effektivitet og hurtighed som vi også kan lære noget af. Menneskelig interaktion tager tid, hænderne i vejret, nogen hørte ikke opgavens spørgsmål og skal have det gentaget, larm og skramlen med drikkevarer, strikkepinde og stole. I onlineundervisningen kan man spole tilbage og læse, se eller høre det forfra. Tidsoptimeret og uden så mange svinkeærinder og tissepauser. Det er godt for nogen og svært for andre. 

En ting er de enige om, det sociale liv er vigtigt og de fællesskaber på tværs af on- og offline liv bliver der mere tid til hvis undervisningen er effektiv og foregår uden tid og rum.

Måske er de alligevel inde på noget? De unge der alligevel har mobilen i lommen og vedligeholder deres sociale liv ligeså meget ved at være online, som de gør offline. Vi har måske opdaget, under nedlukningen, at vi ikke behøver være så bange for om vi kommer til at miste lysten til hinandens selskab, til fællesskabet eller bliver overflødige når vi bruger e-læring. Eller at onlinetilstedeværelse aldrig kan gøre det ud for fysiske mødesteder. Det ser ud til at mennesket stadig hungrer efter hud og håndgribelighed, menneskelige møder. E-læring kan noget, fysisk læring kan noget andet og måske er de helt usammenlignelige efterhånden som vi tilpasser os og bliver klogere på virkemidlerne og metoderne. Men det pædagogiske trænger stadig til håndsprit og den personlige dannelse til åndsprit i den onlineundervisning vi alle knokler med i denne tid.

 

Livslang mesterlære

Læring er heldigvis ikke en fast størrelse, men hører hjemme i samme omskiftelighed og under vilkår der hører menneskets forskellighed til. Vi forankres og forandres. Skaber nyt og genopfinder gammelt.  Vi lærer fra dag til dag. Og med nedlukningen af samfundet kom vi alle sammen i mesterlære hos hinanden. Gamle som unge. Det gør noget ved os, også som samfund. Vi spørger ind i andre sammenhænge end vanligt, udvider vores universer, beder om hjælp og videreudvikler os dagligt i omstilling og formgivning. Vi lærer som aldrig før. Nye måder at leve på, nye måder at mødes på afstand, nye måder at genelske hinanden uden fysisk kontakt, nye måder at give og få læring. Det er en underlig form for krisegave at skulle gentænke læring og selv sidde på læringsbænken - samtidig. Tak for det, trods omstændighederne. Det udvider vores muligheder. Vi vokser også af denne tids ulykkelige nedlukning. Vi tvinges til at lære nyt og gentænke det gamle. Det har coronavirussen givet os. Det er en livslang læring. Et stykke samfundshistorie, en verdensfortælling. En ”(flok)mentalitet” af nysgerrighed og lyst og livslang læring der ser ud til at være umistelig. Vi skal i den grad skal gøre os umage med ”det hele menneske”. Og at vi bliver til blandt hinanden, både online og åndline. Pas godt på jer selv!

Share on Facebook Share on Twitter Epale SoundCloud Share on LinkedIn