Relationer rykker - VUC-lærernes socialpædagogiske kompetence
Dette inspirationshæfte sammenfatter resultaterne fra et projekt om udvikling af nye lærerroller og fastholdelse af kursister. Projektet er gennemført i årene 2012-2014 på fem VUC’er i hovedstadsområdet: VUC Hvidovre-Amager, VUC Lyngby, HF & VUC Nordsjælland, Vestegnen HF & VUC og Voksenuddannelsescenter Frederiksberg. Udviklingsprojektet har været en succes i den forstand, at der i løbet af projektårene kan dokumenteres et signifikant fald i kursisterne dropout – uden at det er gået ud over undervisningens kvalitet. Der er samtidig sket en udvikling af lærerrollen, hvor fokus har været på lærernes socialpædagogiske funktion. Hensigten med inspirationshæftet er at beskrive, hvad der er gjort, så andre kan anvende resultaterne. Vi håber, materialet kan inspirere. Selv har vi fundet inspiration i projektets praktiske udvikling og glæde ved, at det er lykkedes at nedbringe frafaldet gennem en aktiv indsats fra lærere og ledelse. Teksten er skrevet på baggrund af projektrapporten, Nye læreroller på VUC – Øget gennemførelse gennem social ansvarlighed, NCK, marts 2015. Signe Gylling og Janus Wolf Christiansen har skrevet om erfaringerne henholdsvis fra HF & VUC Nordsjælland og fra VUC Lyngby.
Maj 2015, Bjarne Wahlgren & Kristina Mariager-Anderson, Nationalt Center for Kompetenceudvikling