Folkeråd om digital dannelse
Det er Foreningen DANSK IT og Folkehøjskolernes Forening i Danmark, som inviterer til Folkeråd om Digital Dannelse på Rødding Højskole d. 30. november kl. 10.00 til 16.00. I invitationen rejser de disse spørgsmål:
- Hvordan sikrer vi, at borgerne i Danmark også i et digitalt samfund er kompetente, aktivt deltagende demokratiske borgere?
- Hvad kræver det af kompetencer for ung og gammel?
- Hvordan kan digitale redskaber bruges til at sikre indlæringen?
- Hvordan holder man sig anonym på nettet?
- Hvordan åbner de digitale muligheder nye døre?
Klaus Kvorning Hansen fra Dansk IT beskriver behovet således i en artikel i Jydske Vestkysten:
”Der er et stort behov for specifikke it-kompetencer. Men det er ikke nok. Vi skal også mestre den kritiske forholden sig til, hvad vores ageren på nettet betyder for demokratiet og vores medborgere.
Vor tids udfordring for folkeoplysningen
For arrangørerne af Folkerådet har opgaven historiske paralleller:
”Digital dannelse er vor tids udfordring på linje med den dannelse, som var Grundtvigs vision om, at alle skulle blive i stand til at deltage som ansvarsfulde borgere i samfundslivet. Herfra opstod den folkeoplysende bevægelser med folkebiblioteker, folkeoplysningsforbund og folkehøjskoler,” skriver de.
100 års viden i en ny tid
I Jydske Vestkysten siger Lisbeth Trinskjær, der er formand for folkehøjskolerne i Danmark, det således:
”Når vi går ind i dette arbejde, er det fordi, vi anerkender de digitale medier som en præmis i dag. Vi kunne stille os op som puritanere henne i hjørnet, som kun vil mødes ansigt til ansigt.
Eller også kan vi spørge: Hvordan kan vi overføre noget af den viden, højskolerne har opsamlet henover 100 år, til den digitale tid?”
Dansk IT og FFD håber, at mange borgere vil deltage i Folkerådet og være med til at formulere konkrete anbefalinger til politikerne på Christiansborg og til enkeltpersoner og civilsamfundsorganisationer.