European Commission logo
Log ind Opret en bruger
Kan vælge flere ord ved at indsætte komma

EPALE - den Elektroniske Platform for Voksenlæring i Europa

Blog

Inklusion og FN’s verdensmål i Nederlandene

Herning Bibliotekerne fik inspiration til arbejdet med inklusion og FN’s verdensmål med hjælp fra Erasmus+.

Herning Bibliotekerne sendte i maj 2024 seks medarbejdere på en mobilitet (job shadowing) til Nederlandene finansieret af Erasmus+. Formålet var at få inspiration og viden om, hvordan nederlænderne arbejder med digital inklusion og FN’s verdensmål. I Herning arbejder vi nemlig målrettet med Verdensmålene, ligesom vi har et erklæret mål om at ’få alle borgere med’ i det stadigt mere digitaliserede samfund. 

Nederlandene er kendt for at være i front ift. digital inklusion, og med hjælp fra vores nederlandske værtsorganisation, Stichting Openbare Bibliotheek AanZet, fik vi tilrettelagt et program, hvor vi kunne få førstehåndskendskab til, hvordan de arbejder med inklusion og Verdensmålene i landet, og udveksle erfaringer indenfor disse felter. 

Under mobiliteten opnåede vi mange indsigter og værdiskabende erfaringer. Vi erfarede bl.a., at i Nederlandene skal alle borgere bruge statens digitale løsninger, og her er ingen undtagelser, som vi kender det fra Danmark. Vi ved dog fra vores daglige betjeninger, at dette ofte kan være udfordrende, hvorfor det var spændende at høre om, hvordan nederlænderne håndtere dette i dagligdagen. I forhold til FN’s verdensmål var det bl.a. interessant at se, hvordan verdensmålene formidledes fysisk i biblioteksrummet samt at høre om tankerne bag deres aktiviteter. Vi erfarede fx at da mange borgere selv står for at lave aktiviteter for andre borgere, indtager biblioteket i højere grad en rolle som facilitator og netværksskaber imellem foreninger, etc. 

Inspirerende aktiviteter 

Mobiliteten bød samlet set på en lang lærerige aktiviteter, hvor vi bl.a.:

  • Lærte om, hvordan nederlandske biblioteker udvikler undervisningsformater, som understøtter digitale kundskaber, samt hvordan de driver mødesteder, hvor borgere kan få hjælp til deres digitale hverdagsudfordringer. Vi erfarede også, hvordan de konkret indretter biblioteksrummet med henblik på at skabe rum i rummet til undervisning og en-til-en-vejledninger med borgerne. 
  • Erfarede, hvordan de arbejder i store såvel som små biblioteksafdelinger – herunder hvordan de helt lavpraktisk udfører borgerbetjeninger og inddrager relevante kolleger såvel som frivillige fra lokalområdet i løsningen af opgaver. 
  • Oplevede, hvordan de arbejder med FN’s verdensmål med særlig fokus på at skabe ”impact” hos den enkelte borger og i lokalsamfundet som helhed, hvor de bl.a. er begyndt at indtænke verdensmålene i det demokratiske medborgerskab.
  • Blev klogere på, hvordan man arbejder med at hjælpe borgere med digitale udfordringer til at gå fra at have basale kundskaber til at blive kritiske forbrugere, der er nysgerrige på nye teknologier. Hertil havde man udbudt et bredt udvalg af kurser og arrangementer – dette med hjælp fra mange frivillige. Vi oplevede desuden hvordan man målrettet arbejder med sprogundervisning, nedskalering af lixtal i offentlige skrivelser og samarbejder med influencere mhp. at nå de yngre generationer og møde dem, der hvor de er (på sociale medier m.v.). 

Samlet set nogle utroligt lærerige aktiviteter, hvor vi undervejs havde fokus på en løbende gensidig udveksling af erfaringer og viden, som var meget givtig. Mobiliteten har alt i alt været meget inspirerende, og vi har fået åbnet vores øjne for nye måder at gøre tingene på, hvilket har været berigende. 

Vi ser frem til at arbejde videre med at inddrage den opnåede viden og erfaring i vores daglige arbejde på Herning Bibliotekerne.

Likeme (0)

Log ind eller Registrer dig for at skrive kommentarer.