At fortælle mennesket
I 1989 skrev forfatter Svend Åge Madsen bogen ”At fortælle mennesket”. En bog der handler om det at levendegøre via fortællinger.I korte træk handler bogen om en pige, Ikona, der fødes som deform, og hendes forældre beslutter, at hun aldrig skal se andre mennesker end dem selv. Hun skal ikke opdage, at hun ikke ligner andre mennesker fysisk. Ikonas navn i sig selv gemmer en fortælling. Hun er et ikon på mennesket, og samtidig rummer navnet en tolkning af computersproget, hvor ikonet er indgangen til en brugerflade. At være et ikon er både religiøst og hverdags-menneskeligt. At navngive pigen Ikona er flertydigt og flot. Forfatteren fortæller allerede i navnet, at hun er en fortælling værd.Bogen er skrevet langt før, curling-forældre-begrebet greb os, og bunder i forældrekærligheden. At intet barn skal mærke smerten ved at skille sig mærkbart ud.I bogen rejser Svend Åge Madsen spørgsmålet, som også N.F.S. Grundtvig stillede. Er mennesket i højeste grad en fortælling, et produkt af de ord og oplevelser, vi møder i andre og i os selv og ikke så meget kun arv og miljø? For Grundtvig blev den tanke til en nok så moderne One-liner: Ordet skaber hvad det nævner. Vi skabes i de ord, vi møder, i de mennesker vi møder undervejs gennem livet, og møder vi tavshed eller ensomhed og isolation, går skabelsesprocessen, den livslange læring i stå.
I mørket og tomheden ligger Ikona og er selv et mørke. Uden et omgivende liv. Filosoffen Søren Kierkegaard ville sige, at Ikona er i tomheden. Og tomhed kan kun fyldes ud, hvor mennesket slår ind. Hvor andre fylder vores tomhed og lyser i vores mørke. Søren Kierkegaard ville bede os træde i eksistens, gribe livet, men hvis man ligger isoleret i mørket uden at kunne bevæge sig, er man ikke i stand til at gribe, men til at blive grebet.
Hos Svend Åge Madsen ender det også med, at Ikonas forældre må give sig og lade en ung dreng, Tøger (som betyder folk og spyd) fortælle Ikona, hvad mennesket er. Og ikke bare hvad det er, men mane mennesket frem via fortællingen. Tøger er i bogen netop et folk i sig selv. At være et folk fordrer, at vi er en del af hinandens fortælling. At vi bygger samfund på noget, der binder os sammen, og noget, der overtrumfer arv og gæld, men hører hjemme i selve det at være menneske. Tøger fortæller Ikona om mennesket, hverdagen, længslerne, brydningerne, mørket og lyset. Og ud af fortællingen træder Ikona som fremkaldt i mørkekammeret. Det er gribende, at fortællingen skaber mennesket i sit billede, i de ord der giver liv til fantasien.
At være aparte, deform, væk fra normalen og genskabes i spejlet i det andet menneske, der ligesom en selv er fyldt med fejl og mangler, er centralt og vigtigt i bogen. Fejlene sætter os fri, og vi minder hinanden om, at ingen er perfekte eller mere forbilledlige end andre. Menneskets fortælling er en pose blandede bolsjer. Og vi kan ikke fortælle mennesket i glansbilleder, da vi både er mørke og lys. Når vi i dag taler om skrøbeligheden, særligt hos unge, snowflakes-generationen, er der meget viden at hente hos Svend åge Madsen og det at fortælle mennesket med ærlighed, med fejl og mangler og mening. Vi har også samme nedarvede viden at hente i de gamle nordiske myter, vi har fortalt og fortættet for at give mennesket en forståelse for, at forskellighed, fejl og frihed og sameksistens er forankrede i os.
Da coronavirussen ramte, og vi blev isolerede hjemme, væk fra arbejde, skole, kulturliv, familien, de tætte køer i supermarkedet, det livgivende knus, blev vi pludselig selv Ikona. Vi blev mærkbart hinandens skæbne. Og som også i bogen, kom det digitale liv til at spille en væsentlig rolle i den fortælling, vi ikke må give slip på. Det at blive ved med at give hinanden de livgivende ord, der fortætter og fastholder os i livet med andre, i fælleskabet. Og pludselig syntes det særligt vigtig at genhuske det fortællende menneske, den del af vores oprindelighed, der springer af det talte ord, af lyden af mennesket.
"Danmark fortæller", et pilotprojekt under Dansk Folkeoplysnings Samråd, blev en levende "Tøger", en ung dreng, der ville fortælle et folk, et menneske.
Projektet er meget ligetil og nænsomt faciliteret af Nordic School of Arts and Health. Og det tager afsæt i fortællingen som en nærværende livsledsager. I projektet var der 20 deltagere, der mødtes virtuelt og fortalte historier fra livet. Emnerne var forudbestemt og handlede om mod, kærlighed, idoler, barndom og andre overordnede ideer. Alle deltagere fik så tre minutter til at fortælle noget fra deres eget liv, der passede ind i emnet. Historierne skulle stå selv, ikke modsiges eller dissekeres. De skulle være et åbent bud på, hvad mennesket også er og samles til et hele, der meddefinerer menneskets fortælling.
Projektet er en ny form for fortællemøde, der genkalder den gamle fortælletradition. At fortælle livet kontra at samtale om livet. Samtalen er givet den form for samliv, vi forholder os mest til. At vi skiftes til at byde ind, at vi diskuterer, giver råd, lytter og selv giver lyd. I "Danmark fortæller" er fortællingen central og får lov at stå uberørt. Og hvis man ønsker at give fortællingen en drejning eller et svar, må man selv give en fortælling tilbage. Det kræver lidt øvelse at være stille og ikke umiddelbart reagere på en fortælling i et andet menneske. Det er blevet os fremmed at lade ord stå og flagre i vinden og ikke lige tilkendegive vores fornemmelse eller øjeblikkelige opfattelse af ordene. Det kræver selvdisciplin og respekt for ordet i sig selv. At genlære at lytte og lære af andres erfaringer. Og det at lade en livsfortælling stå som et ikon på mennesket og siden sammenfatte de mange fortællinger til et hele. Til et folk, til et bud på, hvad mennesket også er, det giver en hengivenhed til mennesket.
Deltagerne i projektet var fremmede for hinanden og har stadig ikke mødt hinanden. Det eneste rum, de har betrådt, er det digitale. Og det eneste sprog, der er brugt, er fortællingen.
Den største oplevelse i "Danmark fortæller" er det at mødes på tværs af alder og generationer. Deltagerne var fra skolealderen til langt op i pensionsalderen. Et livsstræk, der gav fortællingerne kraft. Der er noget særegent ved at møde en fortælling hos et helt ungt menneske, der pludselig giver ens eget syn på livet kulør og kundskab. Eller mødet med en ældre, der fortætter kærligheden og sætter ord på den, der gør, at man "falder i kærlighed" selv.
"Danmark fortæller" er selvsagt et konstrueret koncept, men alligevel ikke så meget anderledes, end når man sidder omkring middagsbordet med oldemor, der fortæller om dengang hun cyklede til det ottekantede forsamlingshus på Mors med min far bagpå cyklen, eller når teenageren bryder ud i en fortælling om vennerne, der hjalp en cyklist, der var væltet i lyskrydset, og hvordan de fælles måtte finde en måde at agere på. Eller når man sidder i metroen og overhører en telefonsamtale, der bliver ført uden blusel og i fuld offentlighed. Samtalen handler måske om en skilsmisse, der tager fart, om gajoler der skal huskes, når indkøbene skal nås eller om en forelskelse, et one-night-stand, der blev til ingenting. Og umærkeligt tager vi fortællingerne på os som en sum af erfaring, livserfaring, vi ikke selv har oplevet, men som alligevel bliver et fundament for vores egen tilværelse. Fortællingerne former os og giver os mulighed for at træde i eksistens som hos filosoffen Søren Kierkegaard. Træde ud over os selv og vores eget lille univers, det isolerede, mørket, og i stedet skaber det en fælles viden, vi kan trække på. En fælles skæbne i et folk og noget, der binder os uløseligt sammen.
I "Danmark fortæller", er Danmark, eller det at være en del af et foruddefineret folk, en faktor. Vi taler dansk, fortæller ud fra vores egen kulturforståelse, og alligevel bruger vi forskellige sprog, der hører til i de tidslommer, hvor vi selv har oplevet den fortælling, vi deler. Den unge taler i sit sprog, den ældre i sit. Billedsproget er forskelligt, og alligevel er det nemt at trække tillid af ordene.Fortællinger på tværs af alder giver en fornyet mulighed for forståelse mellem generationerne. Når vi taler forbi hinanden, er det oftest i den tro, at samtaler skal give råd og vejledning, oprør eller give igen. I "Danmark fortæller" er hver eneste historie et gyldigt bud på samtiden, på mennesket og på, hvad vi sammen skaber, og hvordan vi i det levede liv er et samfund. At vi fungerer sammen, fordi vi lærer af hinandens erfaringer, ikke som en kølle vi slår hinanden i hovedet med, men som en opsamling, en fælles livserfaring vi suger næring af.
Det, der står tydeligst tilbage, efter pilotprojektet, er, at der i det virtuelle, digitale opstod en hengivenhed. Og ordet hengivenhed er næsten forsvundet fra os. Hengivenhed er at turde læne sig på hinanden, at give sig hen, uden nødvendigvis at stille så mange spørgsmål, men modsat at tilegne sig tillid til et menneske, til et folk, et samfund eller en verden som helhed. At læne sig på andre er vovet og nutidsfjernt, og vores opdrag tilsiger os, at vi skal stå selv og klippefast. Vi ser det tydeligt i debatten, i tonen, i tiden. Men hengivenheden giver os fri til noget oprindeligt. At genhuske værdien på tværs af slægtsled, alder, folkeslag. "Danmark fortæller" gav et hengivenhedsrum af fortællinger. Nogle af dem flytter en, og andre fasttømrer ens egen fortælling. Forskelligheden var skelsættende og forstandig, som kun den livslange læring er det. Det at vi altid forholder os åbne for at finde nye måder at gribe tilværelsen på.
Hvis ordet skaber hvad det nævner, kan vi samskabe og genskabe noget fælles, der former samtiden. Noget, der forgrener sig gennem slægtsled, og måske skaber mulighed for, at generationernes evige kamp om pladsen i samtiden bliver til noget fælles og ikke graver skyttegrave. Og måske kan fortællingerne også give os en læring om andre folkeslag, andre kulturer og tillidsgreb.
Når "Danmark fortæller", fortæller du og jeg. Vi meddefinerer vores samtid, vi bliver en brik i et større puslespil, der til sidst danner en samlet fortælling. Menneskets fortælling. Og heldigvis får vi lov både at være Ikona og Tøger, derfor får fortællingen gyldighed. Benny Holst skrev i sangen ”Julies sprog” ordene: Det sprog vi har talt trænger til at fornys, vi må lære det gamle igen.
Fortællingen er sammen med den sangskat, der bruges til fællessang, en del af det sprog, der har samlet os og gentændt en fælles fornemmelse, også når vi er isolerede, og en krise som covid-19 raser verden over. Og det er ikke tilfældigt, at vi samles på tværs af alder og finder et sprog midt i krisen og heller ikke, at sproget er gammelt. I fællessangen slår vi ned i det poetiske billedsprog, som er en opsamling af erfaringer, vi har af det fælles.I højskolesangbogen bevæger vi os fra yderste højre til venstre, og enhver kan slå ned i et digt, finde en linje der samler eller noget meningsgivende, der rører op eller rører os. Sangen og fortællingen blev det samlende i foråret 2020, og når vi nu går ind i efterårets anden bølge af coronasmitte og måske igen må undvære hinanden i det fysiske rum, er det et åbent rum, der samler uanset afstand. Vores sangbøger er historiebærere, et fortælleopslagsværk. Og når efterskoleeleven og beboeren på plejehjemmet begge synger samme sang, på tværs af afstand og alder, bærer vi noget videre og deler noget vigtigt.
Jeg bruger selv sangen som kalender og husketavle for både historie og årstider. Jeg ved at vi skal høste æbler i oktober, fordi jeg med Jens Rosendal har sunget "Oktoberdagens skiften", og jeg ved, at rønnetræets bær er røde i september, fordi sangen "Septembers himmel" er en del af min sangskat, og jeg skal plukke kantareller i november, som jeg har lært det i ”Regnvejrsdag i november”. Jeg ved om kong Skjold, begrebet Fændrik, Kong Farao, Mads Doss og mange andre underlige historier, fordi de er sunget ind i mig gennem livet. Fælles for sange og fortællinger er, at de er øjebliksbilleder, der gror fast i sindet og bliver til fælleserindringer. Og det at huske ud fra sang eller tekster er en læringsmetode eller læringsmestring, som vi deler på tværs af generationer. Og jo mere vi læser en tekst, får fortalt en historie eller synger et vers, jo fastere står den viden og jo mere udvides den forbindelsesvej i hjernen, der sørger for, at vi kan bruge den viden til noget også på tværs af generationer.
Den danske højskolesangbog og "Danmark fortæller" er begge meget danske og fortætter især den kulturramme, vi begriber. Men alligevel er både sang og fortælling en verdensmester, en mestring i mennesket, vi bruger alle vegne som forklaring på os selv og hinanden. Og det at være en fælles erindring er en fællesnævner for at høre sammen, finde sammen og blive til sammen og forstå sin samtid på tværs af alder. På tværs af kultur og ståsteder, på tværs af grænse og sprog. EPALE er en god begyndelse på en fortælling på tværs, et sted at dele erfaringer om læring, om livet, om mennesket som er det samlende for al læring og dannelse. For i sidste ende er mennesket omdrejningspunktet for det arbejde, vi alle deler i både formel og uformel læring. Mennesket som svar på de spørgsmål, vi stiller hinanden dagligt i læringssektoren, i forskningen, ved middagsbordet og i debatten og på sengekanten. ”Verden fortæller” på tværs af alder og grænse. Det kan anbefales at tage fortællingen og sangen tilbage - det sprog, vi har talt, trænger til at fornys, vi må lære det gamle igen.
Læs og se mere om "Danmark fortæller" her: https://www.dfs.dk/aktivitet/danmark-fortaeller/
