chevron-down chevron-left chevron-right chevron-up home circle comment double-caret-left double-caret-right like like2 twitter epale-arrow-up text-bubble cloud stop caret-down caret-up caret-left caret-right file-text

EPALE - Internetplatform for voksenuddannelsesområdet i Europa

Blog

Folkeoplysning med bæredygtighed

12/05/2020
- Emil Thirup-Sorknæs
Sprog: DA

En non-profit cafe, KaffeFair, drevet som social-økonomisk virksomhed og med sigte på at uddanne unge på kanten af arbejdsmarkedet. Og gerne uden mad- eller anden ressourcespild. En række arrangementer, Grønt Fokus, der ikke fokuserer på de negative aspekter af klimaforandring, men til gengæld inspirerer til konkrete, positive forandringer i hverdagen. Yoga-undervisning, der ikke kun handler om at strække og bøje kroppen, men også om at skabe meningsfulde fællesskaber for deltagerne. 
Det er eksempler på nogle af de forbindelser, der er mellem FN’s verdensmål og Fokus Folkeoplysning i Aalborg. Men der er mange flere forbindelser. Nogle gamle og veletablerede, andre nye og uprøvede.
Som noget nyt har Fokus Folkeoplysning ansat en verdensmålsguide, der skal inspirere organisationen til gøre nye ting i forhold til verdensmålene.

Gøre noget godt

Bred tilgang til voksenlæring

Fokus Folkeoplysning arbejder på mange forskellige måder med voksenlæring og verdensmålene. Her er et par konkrete eksempler

  • KaffeFair tilbyder konferencepakker, hvor en pause med en kop kaffe kan erstattes med et oplæg om socialt ansvar eller madspild.
  • ’Strik-med’-strikkekurve i Kaffe Fair samt i Yogahusets lounge, hvor folk kan strikke halstørklæder som derefter gives til Kirkens Korshær, der giver dem videre til  hjemløse eller andre udsatte borgere i Aalborg Kommune. Jeg sender dig lige et par billeder der måske forklare det bedre.
  • Kursus for familier med børn i, hvordan man undgår madspild – blandt andet ved at bruge skræller fra æble til æbleeddike.
  • "Aalborg spiser sammen"-arrangement er, hvor mennesker kan mødes til et billigt måltid mad.
  • Yoga-undervisningen går ud over træning af kroppen. Underviserne inddrager det mindfulness og det sociale aspekt af kurset. Der er også yoga-undervisning på særlige grupper – fx stressramte.

”Overordnet set har den sociale del af bæredygtighed altid været en væsentlig del af Fokus Folkeoplysning, og det ligger i mange af medarbejdernes DNA at være engagerede i bæredygtighed,” siger Daniel Nyboe Andersen. Han har været med i bestyrelsen for organisationen siden 2003 og blev formand for bestyrelsen i 2017. 
”Penge er ikke drivkraften i vores arbejde, men selvfølgelig skal det løbe rundt samtidig med, at vi arbejder på en måde, som er ansvarlig over for verden,” siger Daniel Nyboe Andersen.
”Fokus Folkeoplysning tiltrækker medarbejdere, som gerne vil være med til at gøre noget godt i verden,” siger Lin Bremerstent Taudorf, der selv kom til Fokus Folkeoplysning blandt andet af den årsag.
Lin Bremerstent Taudorf blev ansat i november 2019 som verdensmålsguide efter en kort projektansættelse, hvor hun arbejdede med branding af organisationen. Nu arbejder hun med, hvordan organisationen arbejder med bæredygtighed. I 2020 var arbejdet i fuld gang, indtil coronavirussen satte en stopper for store dele af det.
”Vi har været frontløbere i mange år, blandt andet fordi vi har KaffeFair, men nu er bæredygtighed ved at blive noget, alle forventes at tage stilling til – også mere overordnet,” siger hun.
For selvfølgelig affaldssorterer man, og selvfølgelig forsøger man at undgå madspild. Og det har KaffeFair gjort længe. Men nu skal der endnu mere til.
”Organisationen og sekretariatet har meget ja-hatten på. Vi prøver på at få ideer og finde muligheder, og så prøver vi dem af,” fortæller Daniel Nyboe Andersen.

 

Nordjysk netværk

Fokus Folkeoplysning kom i november 2019 med i Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling i Norddanmark, NBE. NBE er et nordjysk netværk, der gerne vil ”sætte Nordjylland i front i den grønne omstilling” ved styrke virksomhedernes konkurrenceevne gennem øget bæredygtighed. 
Lin Bremerstent Taudorf har via NBE deltaget i et uddannelsesforløb, Det Grønne Rejsehold, der kvalificerer hende til at løse projekter inden for bæredygtig vækst og cirkulær økonomi i organisationer.  
”I samarbejde med netværket har vi gennemført to konkrete forløb i Fokus Folkeoplysning,” fortæller Lin Bremerstent Taudorf.
Det ene gik ud på at screene nogle af undervisningslokalerne med blandt andet svømmebassin for energiforbrug. Og det andet var et større forløb i KaffeFair omkring madspild, ressourceforbrug og energi, hvor Fokus Folkeopysning fået en rapport fra ingeniørvirksomheden Niras: ”Den Grønne Forretningsmodel – Kaffe Fair”, der handler om, hvordan cafeerne kan blive endnu mere bæredygtige.
Men Fokus Folkeoplysning har også mange andre aktiviteter i bæredygtighedens tegn.

 

Vedtægter

”Især verdensmålene 4, 8, 12 og 17 har tråde ind i organisationen,” fortæller Daniel Nyboe Andersen.
Verdensmål nummer 4 om kvalitetsuddannelse er oplagt, fordi Fokus Folkeoplysning uddanner. Ikke bare i form af forskellige kurser på aftenskolen og på daghøjskolen, men også ved at uddanne undervisere. Verdensmål nummer 8 om anstændige jobs og økonomisk vækst er grundlaget blandt andet for at drive KaffeFair, der uddanner og udvikler unge, der skal finde en vej ind på arbejdsmarkedet. KaffeFair tilbyder også skånejob og måske en vej fra kontanthjælp til selv at kunne tjene penge. 
Men der er også andre projekter, der skal få mennesker, der har været langt væk fra arbejdsmarkedet, ind på arbejdsmarkedet igen. Blandt andet projektet ”Små job med mening”.
”Projektet fokuserer på den enkelte, og et nærmest håndholdt forløb med grundige samtaler med den enkelte og arbejdsgiverne gør, at vi kan sørge for, at den enkelte passer ind på arbejdspladsen,” fortæller Daniel Nyboe Andersen.
Verdensmål 12 om ansvarligt forbrug og produktion betyder også meget, fordi Fokus Folkeoplysning forsøger at spare på alt som varme, el og madvarer. Endelig har verdensmål nummer 17 om partnerskaber for handling betydning.
”Hele vores organisation overlever i kraft af partnerskaber med for eksempel kursister, virksomheder, kommunen og lokalsamfundet,” siger Daniel Nyboe Andersen.
De konkrete projekter som for eksempel ”Små job med mening” kræver også lokale partnere.
”Vi er meget vidt forgrenet, så får vi fat i mennesker og ser om vi kan få nogen ud af for eksempel kontanthjælp,” siger Daniel Nyboe Andersen.
 

Fakta om Fokus Folkeoplysning

Fokus Folkeoplysning består af tre virksomheder med fælles ledelse og administration.

  • Aftenskolen holder kurser som andre folkeoplysende organisationer. Ambitionen er at være Nordjyllands største udbyder af bevægelsesaktiviteter, men der er også mange andre tilbud.
  • Daghøjskolen er en selvejende institution, der tilbyder kurser inden for blandt andet krop og psyke, kreativitet, design, sundhed og ordblindeundervisning til forskellige målgrupper.
  • KaffeFair ApS, en socialøkonomisk virksomhed ejet af Daghøjskolen. KaffeFair driver tre cafeer. To af dem er åbne for alle, den sidste er kantine for Ældre & Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune.

Nøgletal

  • 12.000 mennesker deltager i arrangementer eller kurser i løbet af året.
  • 193 ansatte, blandt andet 45 fastlønnede heltidsansatte og 82 timelønnede undervisere.
  • 46 er ansat i KaffeFair, blandt andet 14 i skånejob.

 

Kernen i Fokus Folkeoplysnings arbejde

Af vedtægterne for Fokus Folkeoplysning fremgår det, hvordan organisationen har forpligtet sig til fremme FN’s idealer.

I vedtægterne står:

”Foreningen vil med udgangspunkt i formål og værdigrundlag gennemføre folkeoplysning inden for folkesundhed, kulturtilbud samt andre almene, bæredygtige, økonomiske, sociale, kulturelle og håndværksmæssige emner.

 
Share on Facebook Share on Twitter Epale SoundCloud Share on LinkedIn