Blog
Blog

AMU-Fyn: Vi skal være stærke på de nye dagsordener

Med 60 undervisere og bred faglighed skal underviserne følge med i udviklingen i deres fag. Især fire væsentlige dagsordener er vigtige.

Skrevet af Lene Rimestad (www.rimestad.dk) for EPALE Danmark

 

To unge mænd er i fuld gang med at støbe trapper af beton. Den ene har travlt med at fjerne søm fra de træbrædder, som han har brugt for at kunne forme trappen, så den står snorlige. Den anden er i gang med den sidste tilpasning. Om kort tid skal de op til deres prøve i faget som struktør, og trappen er en af de opgaver, som de kan komme op i.

Der er stor travlhed på AMU-Fyn, og i de fleste bygninger er grupper af kursister i gang med alt fra svejsning til brolægning og rengøring.

Ud over de kurser, som AMU-Fyn i dag udbyder, er direktøren for AMU-Fyn Lars Thore Jensen især optaget af fire dagsordener: bæredygtighed, automatisering, energi og digitalisering.

”Vi skal kunne byde ind på de dagsordener, så vi kan ramme alle aldersgrupper og mange forskellige fagligheder,” siger han.

Lars Thore Jensen tiltrådte stillingen som direktør for AMU-Fyn 1. april 2021, men han har det meste af sit arbejdsliv beskæftiget sig med efter- og videreuddannelse. Han har for mange år siden været koordinerende uddannelseschef på AMU-Fyn og udviklingschef hos Københavns Erhvervsakademi, (KEA), men fik jobbet som direktør fra en stilling som konsulent hos Industriens Uddannelser.

”Vi kan sagtens blive dygtigere til spille ind på de fire dagsordener,” siger han og understreger, at han er meget interesseret i samarbejde med andre – både virksomheder, uddannelsesinstitutioner, offentlige forvaltninger og ikke mindst arbejdsmarkedets parter.”

”Vi er langt med de emner i Danmark, og man kan godt forestille sig, at andre har fundet nogle gode svar, som vi kunne bruge,” siger han.

”Arbejdsmarkedet forandrer sig løbende, og ingen af os kan igennem hele livet nøjes med den viden, vi fik gennem vores ungdomsuddannelse. Dette gælder også for de ufaglærte og de faglærte. Miljøbevidsthed og anvendelse af ny teknologi gennemsyrer allerede nu rigtig mange arbejdspladser,” siger Lars Thore Jensen.

 ”For AMU-Fyns målgruppe er det vigtigt, at de fortsat har kompetencer til at holde fast på et arbejdsmarked, hvor der kræves ny viden og nye færdigheder. For virksomhederne er det vigtigt, at de kan få medarbejdere, som ved noget om bæredygtighed, automatisering, energi og digitalisering – ellers kan de samme virksomheder og organisationer ikke producere i eftertragtede varer og tjenester.”

 

Om AMU-Fyn

  • AMU-Fyn er specialiseret i at uddanne voksne ufaglærte og uddanner både ledige og ansatte.
  • Ud over bygninger i den nordøstlige del af Odense har AMU-Fyn et køreteknisk anlæg i Fredericia og en afdeling i Tietgenbyen med god plads til undervisning i transport og lagerarbejde.
  • Der er 100 ansatte – heraf ca. 60 undervisere.
  • Over 16.000 kursister tager hvert år et forløb, der varer fra nogle timer til flere uger.
  • Klasseundervisning er mere eller mindre afløst af læring i værksteder, der ligner rigtige arbejdspladser.
  • AMU-Fyn har kurser indenfor stort set alle fag, industrier og serviceydelser, bl.a. transportsektoren, metalindustrien, IT, bygge/anlæg, rengøring og personaleudvikling.

 

Intern efteruddannelse

Det er et krav, at nye undervisere tager en diplomuddannelse i erhvervspædagogik. Det foregår på deltid i løbet af nogle år. Underviserne følger også deres eget fag: enten ved at deltage i forskellige faglige arrangementer, tage på kurser eller gennem kontakt med arbejdsgiverne. AMU-Fyn udbyder også løbende interne kurser for alle ansatte.

Lige nu får medarbejderne for eksempel mails med opgaver, som de skal løse. Det er et led i en awareness-kampagne om it-sikkerhed. Opgaverne skal gøre medarbejderne mere opmærksomme på risikoen for virus-eller hackerangreb.

Der har også været mulighed for at deltage i fire eftermiddage om e-didaktik. Her er emnerne blandt andet sociale medier og grafisk facilitering.

”Vi kunne godt lave et lignende forløb om for eksempel bæredygtighed, som optager vores undervisere meget,” siger Lars Thore Jensen.

Medarbejderne på AMU-Fyn er som regel ansat i mange år, så der er behov for løbende opdatering af viden.

”Vi vil gerne sætte os nogle mål for, hvordan vi følger mere systematisk op på, hvor vi står, for de enkelte brancher. Jeg tror, at vi gør det godt, men jeg ved det ikke.”

Hans drømmescenarie er også, at forskellige dele af uddannelsessektoren lærer af hinanden.

”Vi er for eksempel ikke teoretisk tunge på AMU-Fyn, men vi har stor praksiserfaring, og vi kunne godt lære af hinanden på kryds og tværs i uddannelsessektoren – også i EU,” siger Lars Thore Jensen.

 

De ufaglærte

Sammensætningen af aktiviteten varierer hen over årene, men de største fag på AMU-Fyn er transport, bygge & anlæg, industriområdet og handel/kommunikation. 40 procent af kursisterne tager kurser inden for transport, mens 20 procent tager kurser inden for bygge- og anlægsområdet. De to område industri samt handel/kommunikation tegner sig hver for omkring 13 procent af aktiviteten. AMU-Fyn gør ufaglærte til faglærte, men har også mange efter- og videreuddannelseskurser.

Gruppen af ufaglærte i den arbejdsdygtige alder (18-65 år) består af ca. 855.000 personer. Ufaglærte er en sammensat gruppe med stor spredning i alderssammensætning, arbejdstilknytning samt sociale- og psykiske karakteristika. Det fremgår af et vidensnotat fra Reformkommissionen om 2. generationsreformer. Knap hver femte af 25-årige står uden en ungdomsuddannelse, og omkring 270.000 personer står på kanten af arbejdsmarkedet. Samtidig viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd , at der vil mangle 99.000 faglærte i 2030, mens der vil være for mange akademikere og ufaglærte. Det kan betyde flaskehalse, og mangel på arbejdskraft inden for bestemte fag. For eksempel vil der være 27.000 færre faglærter inden for jern og metal.

Svejser AMU Fyn.

”Uanset hvor mange knæbøjninger vi laver, så vil der være mange ufaglærte, og vi skal sørge for, at de er velinformerede og veluddannede. Der er brug for de ufaglærte på arbejdsmarkedet, og vi skal opdatere deres viden,” siger Lars Thore Jensen.

AMU’s rolle har udover at tilbyde efter- og videreuddannelse også været, at i perioder med lavkonjunktur kan man uddanne eller efteruddanne sig i stedet for at gå ledig. Men det kan stadig været svært at få fat i bestemte grupper og få dem til at uddanne sig.

Lars Thore Jensen foreslår blandt andet bedre vejledningsmuligheder med udgangspunkt i den enkeltes behov og potentiale. Derudover kan en mere modulopbygget tilgang til uddannelse også være en mulighed. Lars Thore Jensen er også tilhænger af bedre muligheder for realkompetencevurdering.

”I hele uddannelsessektoren er der udfordringer med at få tilstrækkelig med volumen i realkompetencevurderinger, og vi kunne godt bruge det redskab bedre, end vi gør nu,” mener han.

Login (0)

Log ind eller Registrer dig for at skrive kommentarer.

Want to write a blog post ?

Don't hesitate to do so! Click the link below and start posting a new article!

Seneste diskussioner

EPALEs tematiske fokusområder for 2021. Sæt i gang!

Vi inviterer dig til at berige det, der forventes at blive et intenst kommende år med dine bidrag og ekspertise! Lad os starte med at deltage i denne online diskussion. Online diskussionen kører tirsdag den 9. marts 2021 fra klokken 10 til 16. Den skrevne diskussion bliver introduceret via livestream, med en introduktion til de tematiske fokusområder for 2021, og værten vil være Gina Ebner og Aleksandra Kozyra fra EAEA på vegne af EPALEs redaktion.

Mere